
Destination Fjordlandet er navnet på det nye destinationsselskab, der fra nytåret skal gøre det attraktivt for turister og andre gæster at besøge Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Sekretariatet får til huse på en særskilt etage i administrationsafsnittet hos museumsorganisationen ROMU på Munkebro 2 i Roskilde.
- Vi har indgået en samarbejdsaftale med ROMU om, at vi lejer den øverste etage af Munkebro 2. Kontoret ligger et fantastisk sted - lige i hjertet af Roskilde by. Selve bygningen og lokalerne emmer af byens og egnens historie og sammensætningen af kontorlokalerne er helt optimal i forhold til måden vi arbejder på, siger Thomas Mahler, direktør i Destination Fjordlandet.
Selvom Destination Fjordlandets sekretariat kommer til at ligge i Roskilde, så er det stadig den lokale tilstedeværelse og tætte dialog med alle samarbejdspartnere, som er i fokus.
- Destination Fjordlandet arbejder dynamisk og har igennem de sidste to år pendlet mellem alle tre samarbejdskommuner, Lejre, Frederikssund og Roskilde. Den tætte kontakt og dialog med alle vores samarbejdspartnere er uundværlig i forhold til gensidig sparring, og til at kunne have fingeren på pulsen om, hvad der rører sig lokalt i hele Fjordlandet. Den måde fortsætter vi med at arbejde på, og har fx lavet aftaler med flere af vores samarbejdspartnere, hvor vi kan låne et skrivebord i perioder hen over hele året - eksempelvis ved Willumsens Museum i Frederikssund, Rejsestalden i Jægerspris og Nationalpark Skjoldungernes Land på Ledreborg Slot, siger Thomas Mahler.
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU ser mange muligheder for de tre kommuner:
- ROMU har også tidligere være med til at hjælpe blandt andet Nationalpark Skjoldungernes Land godt på vej med arbejdsområder i en startfase. Og vi vil også nu lægge kræfter i at udvikle og uddybe det gode samarbejde med Thomas Mahler og hans dygtige kolleger, så endnu flere mennesker får øje på de store oplevelser med kultur, natur og historie, der findes på vores smukke egn i Danmark.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her