Roskilde-områdets erhvervsfolk har fået mange svar omkring hjælpe-pakker under corona-lukningen ved de to web-seminarer, som Erhvervsforum og Roskilde Handel nu har afviklet med i alt 60 deltagere.
Blandt spørgsmålene var f.eks.: Kan man både søge om lønkompensation for medarbejderne og til sig selv som selvstændig og hvad med medhjælpende ægtefælle?
Eller er det muligt at søge tilskud til ekstra rengøring af klasseværelser, værksteder, toiletter og gange når man er en friskole?
Samt om lønkompensation forlænges efter d. 7. februar?
Ved webseminar nummer to var det Steen K. Bager, Partner, Statsautoriseret revisor fra revision- og rådgivningsfirmaet Grant Thornton i Viby, der mandag svarede på spørgsmålene om hjælpepakkerne.
- Jeg forstår godt jeres frustration over de kortsigtede løfter om kompensation. Men vi rådgivere ved desværre heller ikke om de forskellige ordninger bliver forlænget eller ej, så vi kan ikke gøre så meget andet end at vente og håbe på, at der er mulighed for kompensation, indtil vi igen kan åbne op, forklarede han.
For mange mindre selvstændige er det et stort problem at sætte sig ind i de mange forskellige regler i forbindelse med kompensations-ordninger. F.eks. hvilke der findes, hvilke der forventes, plus hvornår og hvordan man kan få andel heri som virksomhed.
- Selvfølgelig er det ærgerlige omstændigheder, der gør det nødvendigt at afholde sådanne webinarer. Det store antal deltagende viser, hvor mange der har behov for hjælp til at forstå- og få andel i hjælpepakkerne. Nu glæder vi os at se, hvor mange det har gavnet, fortæller Martin Sattrup Christensen, som er direktør for Erhvervsforum Roskilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her