

Se billedserie
Trods sne, sjap og kulde mødte omkring 150 frem, da Roskilde Jobcenter arrangerede stævnemøde mellem jobsøgende borgere og transportbranchen, der er en af de brancher, som tørster mest efter arbejdskraft.
Arrangementet slog samtidig på tromme for åbningen af en ny chauffør- og lagerskole, der er den første af sin slags i Danmark.
De fremmødte kunne på parkeringspladsen bag rådhuset blandt andet prøve kræfter med at stable paller, bakke uden om forhindringer og få en forsmag på chaufførjobbet fra forsædet af en lastbilsimulator.
Det var også muligt for de interesserede at stille spørgsmål og møde dem, der kan blive deres fremtidige arbejdsgivere.
Flere repræsentanter fra branchen mødte op, herunder transportvirksomhederne Remondis A/S, Viggo Petersen Eftf. A/S og Transportens Udviklingsfond, som dukkede op med en kæmpe lastbilsimulator.
Omkring 70 borgere skrev sig op til chaufførskolen ved arrangementet. De vil de kommende dage blive kaldt til samtale.
Den nye chauffør- og lagerskole er et samarbejde mellem Roskilde Kommune, vikarbureauet Flyers ApS, sprogskolen Clavis og køreskolen Dekra. Sammen skal parterne hjælpes ad om at få ledige borgere igennem en uddannelse og ud i job.
Chaufførskolen er efterfølger til pilotprojektet Chaufførklassen, hvor nytilkomne flygtninge med stor succes bliver uddannet som lastvognschauffører. Denne gang er målgruppen udvidet, og det er nu alle borgere på kontanthjælp og modtagere af integrationsydelse, der får muligheden. Der er skolestart allerede i uge seks.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her