30. oktober 2020
Så længe der ikke bliver ansat flere pædagoger og lærere i de små klasser, er Skolens Venner en rigtig god løsning, mener klasselærer Tina Kristensen. Foto: Kim Rasmussen
Så længe der ikke bliver ansat flere pædagoger og lærere i de små klasser, er Skolens Venner en rigtig god løsning, mener klasselærer Tina Kristensen. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skolens Venner vokser - tendens bekymrer BUPL

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skolens Venner vokser - tendens bekymrer BUPL
Roskilde - 19. september 2020 kl. 11:23

Da ægteparret Lise og Carsten Hogstad oprettede foreningen Skolens Venner i 2013, gjorde de det klart, at de ikke ville være skruebrækkere og snuppe nogens job.

arrow Læs også: Lisbet er frivillig i 2.a.: Det er win-win

- Det er jo »bare« os pensionister, der kommer med tid, lyst og nærvær. Vi plejer at sige: Vi tager ikke noget fra nogen, vi giver noget. Vi er bare en ekstra ressource - flødeskum på kagen, siger Lise Hogstad.

Flere frivillige kommer til

Frivillige kræfter bliver mere og mere udbredt i den offentlige sektor. Det ses også i Skolens Venner.

En skoleven er frivillig og hjælper en lærer i klassen to-fire timer om ugen.

Skolevennen er en ekstra voksen, der f.eks. hjælper elever i gang med opgaver, understøtter læsning, holder koncentrationen og lægger øre til stort og småt.

Skolens Venner har 131 frivillige fordelt på 45 skoler i 18 kommuner.

Roskilde er den største lokalforening med 50 frivillige på ni skoler

Det seneste halvandet år er der kommet 40 nye skolevenner til på landsplan, og dobbelt så mange skoler benytter sig i dag af muligheden.

Pædagogernes fagforening BUPL finder den stigende tendens bekymrende på baggrund af de besparelser, der har været på det pædagogiske personale i folkeskolen.

- Jeg mener, at Skolens Venner negligerer pædagogernes faglighed, når de frivillige overtager pædagogernes arbejde, siger formand for BUPL Midtsjælland Bertha Langhoff Hansen, der dog bakker op om frivillighed, så længe det ikke overtager pædagoernes fagområde.

En skoleven overtager pædagogens arbejde, hvis de eksempelvis er alene med børnene eller fokuserer særligt på et barn med brug for ekstra støtte. Hvis skolevennen derimod leger med børnene på legepladsen, fortæller historier eller fotokopierer, så er det fint at bruge frivillige, mener Bertha Langhoff Hansen.

- Frivilligheden er problematisk, hvis de overtager pædagogernes kerneopgave. Det vil sige at fremme trivsel, sikre gode fællesskaber og understøttende undervisning, siger hun.

Lisbet Svendsen er skoleven på Lynghøjskolen. Det giver både lærer og elever en større ro, når hun er der, og de fire skoletimer i 2. klasse er ugens boost for Lisbeth. Foto: Kim Rasmussen

Vil rundt til hele Danmark

Skolens Venner samarbejder blandt andre med Danmarks Lærerforening, der heller ikke ønsker, at de frivillige overtager lærerens arbejde.

Der er heller ingen fare for, at de frivillige overtager arbejde fra hverken lærere eller pædagoger, mener Lise Hogstad.

- Vi er der så lidt, og vi har ikke noget ansvar. Vi kommer bare, som vi er. Det kan aldrig gå hen og blive til stillinger, det vi gør, siger hun.

Lise Hogstad påpeger, at der er en større kultur for frivillighed i skolerne i andre lande, og den kultur ser hun gerne udbredt i Danmark.

- Vi vil gerne rundt i hele Danmark, for vi synes, det er rigtig godt for børnene, og at skolevenner kan få en meningsfuld tilværelse.

Egmont Fonden giver 5,2 millioner kroner til Skolens Venner over de næste tre et halvt år. Pengene skal bruges på drift og på at oprette lokalforeninger rundt om i landet. I dag er der syv lokalforeninger, der primært ligger på Sjælland.

- Det matcher godt med vores strategi. Vi vil gerne sætte ind overfor de børn, der har det svært ved skolestart. Eller som har risiko for at få det, siger Mads Lyager fra Egmont Fonden.

Hvordan er det at have Lisbet med i timerne? - Jeg synes det er dejligt, for når Tina ikke kan komme rundt til os alle og hjælpe, så kan Lisbet, svarer Laura fra 2.a. Foto: Kim Rasmussen

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk