

Se billedserie
Der var håndsprit ved indgangen og ingen altergang, da Roskilde Domkirke holdt sin første højmesse efter genåbningen Kristi himmelfartsdag klokken 10 med biskop Peter Fischer-Møller som prædikant. Domkirken må lukke 160 personer ind, og der var lagt sedler på bænkene for at vise, hvor folk måtte sidde, hvis kravet om to meters afstand skulle overholdes. Hvis salmesangen var blevet droppet, havde der været plads til endnu flere, men den del af gudstjenesten ville man trods alt ikke undvære, og så var det kun altergangen, der blev valgt fra.
Da 160 personer er, hvad der godt kan komme til en normal højmesse i domkirken, opfordres menigheden til at gøre brug af de andre andagter for at sprede sig ud. Kristi himmelfartsdag var der også en gudstjeneste klokken 17 ved sognepræst Ane LaBranche, og søndag den 24. maj er der igen to gudstjenester klokken 10 og 17 ved henholdsvis domprovst Anne-Sophie Olander og sognepræst Maria Harms. Domkirken har desuden genoptaget sine middagsandagter onsdag og fredag, der plejer at finde sted i Skt. Andreas Kapel, men nu er flyttet ind i hovedskibet på grund af afstandskravet.
Ifølge domsognets administrationschef Lars Bang Petersen deltog 91 i højmessen, mens der var 27 til klokken 17-gudstjenesten, så der var ingen problemer med at overholde pladskravene,
- Nu skal vi have set på, hvordan vi får åbnet for turisterne igen, men det kan vi først tage stilling til i næste uge, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her