

Se billedserie
OPDATERING SØNDAG KLOKKEN 10.56: Efter grundstødningen lørdag aften er Sagafjord tilbage i Roskilde Havn.
Direktør Niels Parsner skriver på Facebook, at der i nat er foretaget bundsyn af dykkere og sendt rapport til MAS (SOK).
MAS (SOK) har undersøgt skibet og har søndag klokken 8.25 frigivet Sagafjord.
Det betyder, at skibet sejler helt efter planen i dag.
130 mennesker på tur med Sagafjord blev lørdag aften evakueret, fordi turbåden gik på grund på en sandbanke.
Ingen var i fare, oplyser pressevagten hos JRCC, Joint Rescue Coordination Centre, men der blev tilkaldt hjælp til evakueringen.
Marinehjemmeværnets skib, Askø assisterede sammen med tre både fra beredskabet. Roskildes nye turbåd Svanen, som begyndte at sejle den 1. juli, hjalp også havnekammeraten med at fragte passagerer sikkert i havn.
Indsatsleder Mikael Nørregaard Gam oplyser, at Sagafjord gik på grund på vestsiden af Elleore.
Beredskabet brugte deres to egne både til aktionen, som kom fra henholdsvis Jyllinge og Frederikssund, samt Søværnets båd fra Lynæs.
- Der var også enkelte, som blev sejlet i land af civile både, siger Mikael Nørregaard Gam, som oplyser, at det var beredskabets opgave at hente folk, og han ved ikke, hvad der nu sker med Sagafjord.
Sagafjord gik på grund nord for Elleore ved 15-tiden.
Tilfældigvis var skibets direktør, Niels Parsner bare 3-400 meter fra Sagafjord, da han var ude at sejle med sin familie. Han så derfor, hvordan Sagafjord fik på grund.
- Vi kan ikke konkludere noget endnu om, hvorfor det sker, siger Niels Parsner og oplyser, at der vil blive lavet en rapport.
Der er lørdag aften et skib på vej, som vil forsøge at trække Sagafjord fri.
Skibets kaptajn tog sig af evakueringen på skibet, mens Østsjællands Beredskab tog sig af transporten på fjorden. 28 passagerer kom tilbage til Roskilde Havn med Svanen, mens resten blev sat af i Veddelev Havn. Her stod Niels Parsner selv sammen med formanden for bådelauget, Per Juel Hansen og sørgede for, at alle passagerer blev registreret og kom godt videre.
- De blev kørt til Roskilde af Partybusser, da det var de eneste, jeg kunne få fat i, fortæller Niels Parsner.
Det er ikke første gang, at Sagafjord går på grund. Det skete også ved Ringøen i 2015.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her