14. oktober 2019
Krimiforfatteren Finn Halfdan lader sin nye roman »Oraklet« udspille sig i Roskilde, hvor han selv har boet de sidste fem år. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Krimiforfatteren Finn Halfdan lader sin nye roman »Oraklet« udspille sig i Roskilde, hvor han selv har boet de sidste fem år. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Roskilde spiller en hovedrolle i krimiroman

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Roskilde spiller en hovedrolle i krimiroman
Roskilde - 10. juni 2019 kl. 08:28
Af Lars Ahn Pedersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Roskilde og ikke mindst Skt. Jørgensbjerg spiller en fremtrædende rolle i krimiforfatteren Finn Halfdans nye roman »Oraklet«, der udkom i foråret. Finn Halfdan er selv født og opvokset i Aarhus og har siden boet i København. For fem år siden flyttede han til Roskilde, og han brugte allerede sin nye hjemby i sin forrige roman »De uskyldige døde«.

arrow Læs også: Ny krimi: Mord på Roskilde Avis

I »Oraklet« har han dog taget skridtet fuldt ud og ladet Roskilde gennemsyre handlingen i en grad, så byens silhuet optræder på forsiden. Ikke alene arbejder hovedpersonen Daniel Bro som efterforsker i drabsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi på politigården i Roskilde, men han bor på Skt. Jørgensbjerg, hvor han også er opvokset.

Som ung oplevede Daniel Bro at miste sin lillesøster, der blev myrdet og efterladt i Roskilde Fjord. Sagen blev aldrig opklaret, og han lægger ikke skjul på, at det var det, der fik ham til at blive betjent.

Samme dag, som sagen bliver officielt henlagt, modtager han et opkald fra en person, som påstår at vide, hvem morderen er i både den og andre uopklarede sager. Daniel lader sig lokke, men kommer snart ud på et skråplan, da den ukendte »hjælper« begynder at forlange modydelser, før han vil afsløre navnet på søsterens morder.

- Min ambition var at gøre Roskilde til en karakter i bogen. Hovedpersonen og byen hænger sammen og spejler sig i hinanden. Tragedien med søsteren ændrer ikke kun hans syn på sig selv, men også på byen, der kommer til at repræsentere noget andet for ham. Domkirken er nu for ham stedet, hvor de legede som børn, og fjorden minder ham om, at det var der, hun blev fundet, siger Finn Halfdan.

Set udefra

For Finn Halfdan har det både været en fordel og ulempe at henlægge handlingen i sin roman i en by, hvor han bor, men ikke er vokset op i.

- Man får selvfølgelig en masse foræret, når man er vokset op i byen, men omvendt lægger man som udefrakommende også mærke til nogle andre ting end dem, der altid har boet der. Jeg har talt med mange om Skt. Jørgensbjerg, og ingen af dem nævnte, at det engang var her, at byens fattige og spedalske boede. I dag er det et af de mest attraktive kvarterer, så jeg synes, det er en sjov kontrast, siger han.

Størstedelen af »Oraklet« udspiller sig i Roskilde, men handlingen tager også afstikkere til Greve, Holbæk og København, inden den slutter i Roskilde Domkirke og på Skt. Jørgensbjerg.

- Jeg har en idé til min næste bog, og den kommer højst sandsynligt til at foregå i Roskilde igen. Det er dog så krævende en proces at skrive en roman, så lige nu holder jeg pause, så jeg også kan bruge mine aftener på at se Champions League i stedet for at skrive, siger han.

Forfatter ved et tilfælde

Finn Halfdan havde ingen som helst planer om at blive forfatter og havde aldrig skænket det at skrive fiktion en tanke, før han i efteråret 2014 fik en tanke. Han er uddannet journalist og arbejdede på en historie for TV-Avisen, hvor han undrede sig over politiets ageren i sagen. »Nogen burde skrive en bog om det,« tænkte han, før det slog ham, at denne »nogen« kunne være ham selv.

Resultatet blev romanen »Et nødvendigt offer«, der fik gode anmeldelser og vandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Det gav ham så meget blod på tanden, at han lige så godt kunne fortsætte.

- Når først man ved, hvad det indebærer at få en idé og få omsat den til en bog, så begynder man at se historier alle vegne, siger han.

Ingen serier

Mens mange krimiforfattere skriver serier og bruger den samme hovedpersoner, har Finn Halfdan valgt at skrive tre enkeltstående romaner, der ikke har noget med hinanden at gøre. Hovedpersonen i »Et nødvendigt offer« var en journalist, og Finn Halfdan havde en forestilling om, at han kunne bruges i andre romaner. Men da han skulle i gang med bog nummer to, »De uskyldige døde«, var hovedperson igen en journalist, men denne gang en kvinde, og i den nye roman »Oraklet« er hovedpersonen en mandlig betjent.

- Jeg skal selv synes, at historien er spændende nok til, at jeg gider leve med den i det år, det tager at skrive den, siger han.

Det er især det moralske aspekt, som interesserer Finn Halfdan, og han forsøger at undgå at gøre personerne i sine bøger sort/hvide.

- Mine helte og skurke skal have de samme svagheder og uperfektheder. Et af mine vigtigste principper er, at skurkene er helte i deres egen fortælling, så jeg skal kæmpe lige så hårdt for dem - eller endda hårdere - end jeg gør for heltene. De er jo ikke onde i deres egen optik, siger han.

Skriver på caféer

Finn Halfdan hører heller ikke til den type forfatter, der har brug for ro og ensomhed til at skrive. Tværtimod foretrækker han at skrive på caféer og sidder blandt andet ofte på Kaffekilden på Hestetorvet nær Roskilde Station.

- Det er måske fordi, jeg har vænnet mig til at arbejde i åbne kontormiljøer i DR-byen. Jeg kan sagtens fokusere, selv om der sidder mange omkring mig. Faktisk foretrækker jeg, at der er liv og musik omkring mig, mens jeg skriver. Jeg synes også, det gør det nemmere for mig at bevare disciplinen, fordi jeg ikke bare kan gå hen og lægge mig på sofaen, siger han.

Artiklen blev første gang bragt på sn.dk som +historie den 29. marts 2019. Nu kan du læse den gratis.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk