
Varmen fra tusindvis af fremmede menneskekroppe er for længst forsvundet, og hvem ved, hvornår vi igen hører publikums larm foran Orange Scene?
En usikker tid har fået Roskilde Festival til at søge penge fra Omstillingspuljen, der skal hjælpe virksomheder til at omstille sig til den nye virkelighed, som corona har medført. Især turisme- og oplevelsesbranchen har brug for den hjælp.
Hjælpen til Roskilde Festival kommer i form af 700.000 kroner. Pengene skal bruges på at styrke festivalens fællesskab ved at udvide organisationens digitale platform.
- Vi vil gerne have vores deltagere tættere på i en tid, hvor vi ikke kunne holde festival. Vi har et stærkt fællesskab, men det er også meget analogt båret af selve festivalen. Med puljen kan vi udvikle et digitalt fundament, der går ud over vores sociale medier, siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde
- Hvordan kan vi blive ved med at have et stærkt fællesskab over hele året?
Det er det spørgsmål, som Roskilde Festival skal have svar på. I det nye år vil de undersøge, hvad der skal til for at styrke den digitale platform og fællesskab mellem festival-gængerne.
Hvordan det konkret kommer til at se ud, ved Christina Bilde endnu ikke, men hun fremhæver et eksempel:
I sommer kunne folk holde deres egne mini-festivaler hjemme i baghaven som erstatning for den aflyste festival. De små forsamlinger i baghaven kunne knytte sig på et onlineforum arrangeret af Roskilde Festival.
- Do it yourself-festivalen kombinerede de mindre fællesskaber »i virkeligheden« med et større digitalt fællesskab, hvor man mødtes om fælles værdier. De er erfaringer vil vi gerne bygge videre på, siger Christina Bilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her