15. oktober 2019
- Hvis man aldrig har tænkt i lege og bevægelse, kan det være en stor udfordring, fortæller Micki Kold Nagel (t.v.), der er idémanden bag legekataloget, og som i dag har ansat sin ven Andreas Kronholm Rasmussen, der står for marketing. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

- Hvis man aldrig har tænkt i lege og bevægelse, kan det være en stor udfordring, fortæller Micki Kold Nagel (t.v.), der er idémanden bag legekataloget, og som i dag har ansat sin ven Andreas Kronholm Rasmussen, der står for marketing. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Leg i skolen blev til en forretning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leg i skolen blev til en forretning
Roskilde - 29. maj 2017 kl. 06:54
Af Anna Egeris Karstoft
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Er I klar? 3-2-1-go! lyder det fra Claus Fallentin, der er i færd med at undervise 6.a i matematik på Vindinge Skole. Matematiktimen er i øjeblikket rykket ud på skolens boldbane, hvor fire elever har sat i spurt for at nå ned til den modsatte ende af banen, hvor 15 gummiplader er blevet fordelt på jorden. Pladerne skjuler forskellige tal, og efter at have kigget under dem, begynder de fire elever at hoppe, bokse ud i luften, lave englehop og sprællemænd, imens deres holdkammerater noterer, hvor mange bevægelser de har lavet.

arrow Læs også: 21-årig gør leg til levevej

Øvelsen er en af de 45 aktiviteter, der er i Let Legs fagkatalog med lege, der skal gøre det nemmere for lærere landet over at få inkorporeret bevægelse i undervisningen. »Byg regnestykker« hedder legen, og i fagmappen kan man på under et minut sætte sig ind i, hvad legen går ud på, og hvad eleverne kan lære af den: »tal, regnestrategier, bevægelse og kropsbevidsthed«, står der som legens overordnede mål, ligesom det står anført, at den tager mellem 20 og 25 minutter at gennemføre, og at den med fordel kan arrangeres i skolegården.

Manden bag kataloget er den 23-årige Micki Kold Nagel, der fik idéen for to år siden, da han arbejdede som lærervikar på Vindinge Skole.

- Jeg kunne se, det var et problem for lærerne at nå at finde på de her øvelser - det blev en stressfaktor, når de endte med at sidde i frikvarteret og google og kigge i gamle idrætsbøger for at finde på noget, fortæller Micki Kold Nagel, om hvordan han oplevede folkeskolereformens indvirkning på lærernes hverdag.

Han lavede derfor et legekatalog til Vindinge Skole, der systematiserer 45 lege ud fra nogle forskellige faktorer: Har man boldbanen, idrætshallen eller græsplænen? Skal man have indskolingen, mellemskolingen eller udskolingen? Og skal de unge blive bedre til samarbejde, tillid eller motorik? I første omgang var legene en blanding af traditionelle lege og teambuildingslege, men efter et år udvidede Micki Kold Nagel med endnu et katalog, der havde faglighed for øje.

Fagkataloget kan både anvendes i dansk-, engelsk- og matematiktimerne, og ifølge iværksætteren er det særligt de faglige lege, som lærerne idag efterspørger ude på folkeskolerne. Faktisk så meget, at iværksætteren planlægger at udvikle flere kataloger med øvelser til fransk- og tysktimerne, samfundsfag, natur og teknologi og historie i den nærmeste fremtid. Ud over at være et input i den faglige undervisning, mener idémanden også, at legene kan forbedre elevernes trivsel.

- Hvis der er trivselsproblemer eller konflikter, kan legene faktisk hjælpe rigtig meget, forklarer Micki Kold Nagel, der i dag læser erhvervsøkonomi og psykologi på CBS i København og driver virksomheden Let Leg.

Ude på boldbanen har eleverne travlt med at få lavet regnestykker. En lyshåret pige har i hvert fald lige vendt en gummiplade og indikeret med et hop, at tallet under skiven var et ettal - til sine holdkammeraters fortrydelse.

- Det er fint, vi vil jo gerne dividere med det, råber hun tilbage, imens hun sætter i løb.

Claus Fallentin er meget positiv over for kataloget, der ud over at systematisere de forskellige lege, forsyner skolen med alle de materialer, der er nødvendige for at kunne udføre øvelserne, lige fra fluesmækkere og plastickegler til kridt, terninger og plasticspande.

- Det er praktisk, når de ting, man skal bruge, bare er der, siger matematiklæreren, der gør brug af kataloget en til to gange om ugen.

Og det er også hensigten med Let Leg. For som Micki Kold Nagel forklarer, må lærerne ikke stå og mangle noget i en ellers travl hverdag. Alle materialerne er derfor sorteret i kasser, så det er nemt at finde dem, og alt helt ned til de mest basale ting som kridt, ligger klar i den rette kasse.

- Der er en del af os lærere, der har svært ved at finde på noget selv, og der ligger jo et stort forberedende arbejde i at finde på lege, tilføjer Claus Fallentin, imens sjette-klasserne samles i fire hold, omkring hvert deres A4-ark på asfalten, for at løse de regnestykker, de har stillet op i løbet af stafetten.

Indtil syvende klasse gik Micki Kold Nagel selv på Vindinge Skole, og ud over at være det sted, hvor det hele startede for to år siden, er skolen kommet til at spille en central rolle i den unge mands foretagende. For det er her, at alle legene afprøves i en prøveperiode på et par måneder, så de kan forbedres, hvis lærerne har gode input.

- Det er ikke noget med, at jeg sidder og drømmer mig tilbage til, da jeg havde tysk, siger Micki Kold Nagel, der sørger for at trække på lærere og pædagoger omkring ham, der ved en masse om, hvad der fungerer i undervisningen.

Hvor Micki Kold Nagel for to år siden stod alene med foretagendet, har han i dag udvidet med to medarbejdere, en lærerstuderende med speciale i bevægelse samt en studerende i international handel og marketing.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk