
Hans Christian Nielsen - kaldet HC - er blevet ansat som ny forstander for Roskilde Festival Højskole pr. 1. januar 2020. Han kommer dermed til at stå i spidsen for en ny og unik højskole, der har vist sin levedygtighed efter et år med fulde huse og venteliste til forårsholdet af elever i 2020.
Hans Christian Nielsen er 49 år og bor i Roskilde med sine to børn, Freja og August. Han har arbejdet for Roskilde Festival-gruppen i seks år som HR-Chef og divisionschef for organisation og kultur.
Han har en kandidatgrad i statskundskab og har arbejdet med HR, ledelse og kommunikation igennem hele sit arbejdsliv. Dertil kommer en fortid som elev og højskolelærer på Skælskør Folkehøjskole.
»HC er en meget erfaren leder fra Roskilde Festival, han kender Roskilde Festival Højskole godt lige fra udvikling og etablering af højskolen, og han har også en baggrund som højskolelærer på Skælskør Folkehøjskole. HC hviler solidt på Roskilde Festival Højskoles værdier, som er præget af det frivillige engagement, det humanitære fokus og den skaberkraft, der hvert år udgør begivenheden og fællesskabet Roskilde Festival« udtaler formand Christine Antorini på højskolens hjemmeside.
Roskilde Festival Højskole er en ny almen højskole placeret i et kreativt bymiljø på Musicon. Den bygger på det bedste fra den danske højskoletradition kombineret med Roskilde Festivals erfaringer inden for frivillighed, aktivisme, kulturproduktion, projektledelse og socialt engagement.
»Roskilde Festival Højskole er omtrent verdens bedste idé, og jeg vil sammen med medarbejderne kaste hele mit virke på højskolen ind i at give unge mennesker mod, viden og værktøjer til at realisere deres drømme og præge deres generations fælles fremtid. Ungdommen har mere end nogensinde behov for det helt unikke lærings- og dannelsesrum som Roskilde Festival Højskole udgør« lyder det fra Hans Christian Nielsen.
»HC« flytter ind på Roskilde Festival Højskole så hurtigt som muligt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her