
Det kommer næppe bag på nogen, at vi i Dansk Folkeparti ikke falder på halen af begejstring over det forslag om etablering af en muslimsk gravplads på et areal ved Trekroner, som formanden for moskéen Yalcin Dogan har hevet frem.
I forvejen er vi fulde af skepsis i forhold til moskéens tilknytning til det tyrkiske religionsministerium, og forslaget om en gravplads anser vi som en forlængelse af dette forhold - uagtet at mange herboende muslimer naturligvis har et reelt ønske om at blive begravet her.
Måske var det i første omgang en idé at se nærmere på, hvor stort behovet for denne gravplads overhovedet er. På flere danske kirkegårde er der muslimske og jødiske begravelsesafsnit, og i Brøndby findes en særlig muslimsk begravelsesplads. Læg dertil det evighedskrav, som råder på muslimske begravelsespladser, og som meget behændigt slet ikke bliver nævnt.
Det betyder, at gravpladsen skal ligge der til evig tid, og at der aldrig kan gennemføres etablering af samfundskritisk infrastruktur af hensyn til almenvellet, og det må desuden antages, at en afvikling af en gravplads dermed kan give anledning til alvorlige konflikter. Efter vores opfattelse er mange muslimer klar over, at der ikke er ændret på dansk lovgivning i forhold til evighedskravet, og at det er årsagen til, at mange muslimer vælger at lade afdøde begrave på islamisk territorium i hjemlandet.
Derfor må man også antage, at behovet for en muslimsk gravplads er begrænset, når muslimer bliver gjort bekendt med dansk lovgivning. Set i det lys er etableringen af muslimske gravpladser udtryk for en snigende islamisering, idet man fra religiøs side måske giver udtryk for, at vilkårene for begravelser her er de samme som i den islamiske verden, Men det er de ikke. Det er snarere udtryk for et dekret eller ønske, der er udgået fra det tyrkiske religionsministerium.
I Dansk Folkeparti ser vi meget gerne, at muslimer, der har levet deres liv i Danmark, også bliver begravet her - på nøjagtigt samme vilkår som danskere med andre religioner. Men efter vores opfattelse skal det foregå på allerede eksisterende kirkegårde og under indskærpelse af, at muslimer deler vilkår med alle andre danskere. Hvis en familie ikke kan leve med dette, kan begravelsen ikke finde sted her i landet. Vi synes faktisk, at fælles kirkegård - med forskellige afsnit - afspejler det danske samfund. Vi har forskellige religioner - men vi er lige i døden. Den er et fælles vilkår.
En muslimsk gravplads kan virke harmløs. Men vi er nødt til at kigge på de bagvedliggende motiver. Når initiativet kommer fra den tyrkiske Ayasofya-moské, ved man, at initiativet ikke er lokalt, men kan være fjernstyret fra det tyrkiske regime i Ankara.
Det hedder sig ganske vist, at gravpladsen er for »alle« muslimer - hvor storsindet. Men naturligvis ikke for andre religioner.
I Dansk Folkeparti har vi ingen sympati for den ensretning af det tyrkiske samfund, der udgår fra Erdogan-regimet. En muslimsk gravplads i Roskilde må betragtes som en brik i dette spil.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her