Torsdag den 1. februar er en dag, som formentlig vil blive husket i Jyllinge Nordmark. DAGBLADET har netop talt med en jublende lykkelig borgmester, Joy Mogensen, som fortæller, at kommunen i dag har fået det sidste ja til kystsikring af Jyllinge Nordmark fra de statslige instanser.
Kystdirektoratet har i dag givet tilladelse til efter kystbeskyttelseslovens §16 at der må opføres det fremlagte kystsikringsprojekt i Jyllinge Nordmark.
- Jeg tør jo næsten ikke tror det. Det er noget som har taget så lang tid, det påvirker så mange, og det vil bringe ro i rigtig mange mennesker i det område, som har været så hårdt ramt, siger Joy Mogensen.
Processen med at få etableret en kystsikring begyndte nærste den dag tilbage i 2013, hvor stormfloden efter stormen Bodil fejede ind over Jyllinge Nordmark og forvoldte skade på 319 hjem. Dagen var 6. december 2013.
- Jeg ved der sikkert er folk i området, der kunne tænke sig kystsikringen anderledes, og jeg kan godt forstå den følelse, men i et demokrati vil det næsten altid være sådan i en sag som denne, som berør så mange så dybt, siger hun.
Retslige spørgsmål i forbindelse med den sidste tilladelse kan stadig indklages. Det skal ske inden for den kommende måned. Kommer der ingen indsigelser, så tør borgmesteren godt sige en sætning højt nu.
- Kommer der ingen indsigelser, så skal sagen i udbud, og så er vi i gang med byggeriet inden næste stormflodssæson. Jeg tør næsten ikke sige det højt, siger Joy Mogensen.
Roskilde Kommuner og Frederikssund Kommuner mangler at give en tilladelse til projektet efter vandløbsloven. Den giver Roskilde Kommune i løbet af næste uge og Frederikssund hurtigt derefter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her