

Se billedserie
»Ej, hvor er det godt«. Skuldrene falder ned, og smilene bliver pludselig lidt bredere på skoleleder Anja Nørager-Nielsen og bestyrelsesformand Jesper Sø, da de får at vide, at Vor Frue Friskole kan købe inventaret i den længe på Lynggaarden i Tjæreby, hvor den nye friskole flytter ind, når skoleåret slutter.
Den nye friskole overtager lejemålet fra Skolen med Musikken, der lukker på grund af for få elever. Vor Frue Friskole har været sen til at finde en placering, fordi de ventede på en udmelding fra kommunen på, om de kunne leje sig ind i Vor Frue Skoles tidligere sfo.
Den udmelding kom ikke, og så var friskolen tvunget til at finde en løsning, så formand Jesper Sø betragter det som lidt af et lykketræf, at muligheden i Tjæreby lige dukkede op. Her har de et enormt parkområde at boltre sig på ud mod lufthavnen og mulighed for at leje flere lokaler, hvis det bliver nødvendigt.
Skolen har nu stadig rigeligt at gøre, inden den er klar til at tage imod elever om to måneder. Anja Nørager-Nielsen er lige blevet ansat som skoleleder og skal nu til at ansætte lærere.
Antallet af lærere afhænger af de endelige elevtilmeldinger, som også skal til at komme i hus. Skolen føler sig sikker på at nå de 14, der skal til at gøre den tilskudsberettiget, men en del interesserede har ikke givet tilsagn endnu.
- 25-30 elever vil være rigtig godt. Så vil vi være mere end én lærer, og så bliver det til noget. Og erfaringen viser, at når først der er en skole, er det ikke så svært at få nye børn ind, siger Anja Nørager-Nielsen.
- Vor Frue Friskole holder informationsmøde, hvor man kan se skolen og møde folkene bag.
- Det foregår søndag den 14. juni klokken 10-12 på Gl. Tjærebyvej 100.
- Det vil ikke være muligt at se skolen indendøre, da Skolen med Musikken stadig bor der.
Det er især familier i det nærmeste opland som Gadstrup og Tune, der lige skulle se projektet an, men det kan de komme til ved et informationsmøde på søndag.
Den nye skoleleder har 25 år på bagen i skoleverden og har i mange år været lærer og afdelingsleder på Danmarks første lilleskole, Den Lille Skole i Gladsaxe. Hun har også taget en lederuddannelse og en kandidatgrad i pædagogik, og de seneste år har hun arbejdet som konsulent.
- For tre år siden sagde jeg så mit gode job op, fordi jeg ville finde ud af, om det stadig er skole, jeg skal lave. Og det er det, så jeg har holdt udkig efter et godt projekt at kaste mig ud i, og jeg synes, det her er et godt og fornuftigt skoleprojekt, siger Anja Nørager-Nielsen.
Hun blev tiltrukket af, at skolen lægger vægt på at være en »samskabende skole«. Det vil sige en skole, hvor elever, forældre og lærere alle har indflydelse på, hvad der sker.
- Det er at tage børnene og det at være barn alvorligt. At det er den måde, man går til verden som barn, der er udgangspunktet, siger Anja Nørager-Nielsen og tilføjer, at børnene selvfølgelig skal lære noget af det, de kaster sig over.
- Vi lægger også vægt på fagligheden, men vil gerne udfordre, hvordan man tilgår den faglighed, siger skolebestyrelsesformand Jesper Sø.

længe på Lynggaarden i Tjæreby, men
kan ikke flytte ind, før Skolen med
Musikken flytter ud ved skoleårets afslutning.
Foto: Jørgen C. Jørgensen
Med det forventede elevtal bliver Vor Frue Friskole aldersintegreret, så eleverne kommer til at gå sammen på tværs af klassetrin.
Afhængig af elevsammensætningen kan de eksempelvis blive delt op i en store- og lillegruppe, senere måske også en mellemgruppe.Det er et gængs princip på små skoler, som Anja Nørager-Nielsen ikke ser nogle problemer i, snarere tværtimod.
- Dem der går i 8. klasse skal lave noget andet, end dem der går i 4. klasse, men dem i 8. kan også få noget ud af at forklare sig over for dem i 4., siger hun.
Ifølge Jesper Sø er fordelen ved at være en friskole i det hele taget, at man ikke behøver at blive proppet ned i nogle faste kasser. Skolens beskedne størrelse gør også, at der ikke er langt fra idé til handling.
- Man kan rykke hurtigt, hvis noget fungerer godt, og man kan rykke omvendt, hvis noget ikke fungerer. For mig er det at lave skole hele tiden at flytte sig, siger Anja Nørager-Nielsen.
Hun lægger meget vægt på at skabe handlekraftige børn, og med det store udeområde får de rige muligheder for at finde på projekter
- Der er mange ting, man kan gribe fat i, det handler bare om at holde øjne og ører åbne. Det værste er børn, der ikke er nysgerrige. Vi vil gerne have nogle børn, som møder verden med åbne øjne og gåpåmod, siger hun.
Selvom friskolen er glad for omgivelserne i Tjæreby, får den et pladsproblem, hvis den virkelig vokser. Som navnet antyder var skolen oprindeligt tiltænkt en placering i Vor Frue, og den har lagt billet ind hos kommunen på Vor Frue Skole, hvis den skulle ende med at lukke.
Det kan virke som lidt af et pres at lægge på den lille folkeskole med 0.-3. klasse, men sådan ser Jesper Sø det ikke.
- Jeg ser det mere som, at vi er med til at sikre, at der er en skole i området. Uanset hvordan jeg måler og vejer det, må den skole komme til at lukke på et tidspunkt. Man har decimeret den år efter år, siger bestyrelsesformanden, der ser en lokal skole som en livsnerve for landsbyen, men han kan også retfærdiggøre friskolens placering i nabobyen med, at den stadig ligger i Vor Frues skoledistrikt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her