
- Jeg synes, det er ærgerligt, at vi nu har brugt fem år på at skabe afsættet for en fælles kultur i et nyt fælles beredskab, og inden man har fået mulighed for at skabe det, melder man sig ud på målstregen.
Sådan lyder det fra Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) med adresse til den konservative kollega i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, som lader til at være initiativtageren til, at Høje-Taastrup Kommune forlader Østsjællands Beredskab sammen med Vallensbæk, Ishøj og Greve.
Joy Mogensen peger på, at de økonomiske forudsætninger for samarbejdet stadig var de samme efter Køges exit, men at regnestykket vil se noget anderledes ud, når og hvis også Høje-Taastrup trækker sig.
Hun understreger dog kraftigt, at de noget tvivlsomme fremtidsudsigter for Østsjællands Beredskab ikke får betydning for borgere i Roskilde.
- Jeg er utroligt glad for, at vi ikke er en del af det udbud, der kører lige nu. Det betyder, at der er stabilitet om det mandskab og materiel, der kører i Roskilde. Jeg håber, at de medarbejdere, der er her, har lyst til at blive her også i fremtiden. Også før Østsjællands Beredskab havde vi et stolt og professionelt og solidt beredskab i Roskilde, som har sat nye standarder. Det har vi også i dag, og det vil være mit og byrådets fokus at bygge videre på den kerne, der er i beredskabet i Roskilde, siger Joy Mogensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her