15. december 2019
?Det føles bare tilsvarende nederen at være den, der beder om hjælp. Fordi man dermed sætter sig selv lavere. Har man givet op? Er man en fiasko??
?Det føles bare tilsvarende nederen at være den, der beder om hjælp. Fordi man dermed sætter sig selv lavere. Har man givet op? Er man en fiasko??
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Træn din hjælpemuskel - fordi det er svært

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Træn din hjælpemuskel - fordi det er svært
Roskilde Avis - 09. november 2019 kl. 09:39
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En kommune er på mange måder som en familie. Et fællesskab man enten har valgt eller er født ind i. Et fællesskab, hvor man ikke altid er enige, men hvor man skal have hverdagen til at glide.

Og hvor det hele går nemmere, hvis man hjælpes ad, både når det handler om tøjvask og julelys. Men det er faktisk ikke så nemt at hjælpes ad.

Ligesom vores krop har brug for træning for at udvikle sig, kræver det også øvelse både at tilbyde hjælp og bede om hjælp. Lad mig starte med et familieeksempel.

Det andet perspektiv
"Passer du på dig selv - eller skal jeg hjælpe dig?". Min mand kigger kærligt bekymret på mig midt imellem madlavning, opvaskemaskinefyldning og madpakkesmørring.

Jeg er igen kommet sent hjem, med et lidt fjernt udtryk i blikket, svarer kort for hovedet på ungernes tusinde spørgsmål og tysser både på deres glædesudbrud og småskænderier. Som i alle familier, går det ind i mellem virkelig stærkt.

Men nu stopper jeg op. Hans spørgsmål handler, som du måske har gættet, nemlig hverken om madlavning, opvaskemaskinefyldning eller madpakkesmørring. Han ser mig med sine øjne og bliver bekymret. Han tilbyder sin hjælp, uden at jeg har bedt om den. Det får mig til at tænke.

Kan selv. Vil selv
Vi mennesker er forprogrammerede til udvikling. Spædbarnet kan, hvis det får lov, selv finde fra moderens skød til brystet for at die.

Babyen kæmper ufortrødent for at mave sig frem, kravle, rejse sig og gå. Børn kan blive hysteriske, hvis de ikke selv får lov til at øve sig på at spise, tage tøj på eller male en giraf.

Det er mildest talt udmattende, når man som forældre lige har vasket gulv, gerne vil hurtigt ud af døren eller bare skal have den gave til farmor færdig, så vi kan komme videre.

Men resultatet bliver ofte bedre, når vi har tid til at øve os på noget, der var svært. Hvor vi fejlede og måtte prøve igen. Blev hysterisk men lykkedes til sidst. Det er de ting vi har trænet, som lagrer sig bedst i vores hjerner. Som gør os bedre og klogere.

Hjælpens psykologi
Selvfølgelig har vi også brug for hjælp. Både som børn og voksne. Men hvorfor kan det så føles svært, at bede om den?

Forskning i hjælpens psykologi peger på, at når man beder nogen om hjælp, sætter man automatisk den person op på en piedestal.

Det er derfor folk som oftest gerne vil hjælpe, når de bliver spurgt - og ikke forventer at få noget igen. Det, at kunne hjælpe andre gør dig til noget særligt. Det føles godt.

Det føles bare tilsvarende nederen at være den, der beder om hjælp. Fordi man dermed sætter sig selv lavere. Har man givet op? Er man en fiasko? Derfor er den bedste hjælp, man kan tilbyde, at starte med at lytte og spørge ind uden at kloge sig. Hvad er problemet i virkeligheden? Hvilke overvejelser har du selv gjort dig?

Mads og monopolet
Radioprogrammet Mads og Monopolet, efter min mening, glanseksemplet på et træningsrum for hjælpemusklen.

Mads og Monopolet har lært os, at det er okay at bede om hjælp til livets svære spørgsmål.

At man kan regne med at andre vil tage spørgsmålet alvorligt. At vi ser på tingene forskelligt. Og at det er en styrke, fordi det gør løsningerne mere nuancerede.

Det gør dem bedre. Flere hjerner tænker bare bedre end én. Mange gange er jeg kommet til en middag eller et møde, hvor en eller anden siger: "jeg har lige et spørgsmål til monopolet". Det er altid både sjovt og lærerigt.

Stærk demokratimuskel
Det er den store styrke ved demokratiet, at vi lytter til hinanden. Selvom det er svært at bede om hjælp. Både i en kommune og i en familie. At vi, på trods af forskellige udgangspunkter får det til at glide. Fordi flere perspektiver giver bedre løsninger.

Tilbage i familiedemokratiet. Midt imellem madlavning, opvaskemaskinefyldning og madpakkesmørring. Med 17 års parforhold og 39 års hjælpemuskel-træning på bagen, giver jeg min mand et kærligt kys.

Med armene om hans hals må jeg smilende erkende, at hjælpens psykologi er svær. Og at jeg også i mange år fremover skal øve mig i at bede om hjælp.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk