22. september 2020
Som naboer til Stryhns er Liselotte Christensen og Gitte Oxholm trætte af larm og lugtgener i deres haver og huse.
gallery icon

Se billedserie

Som naboer til Stryhns er Liselotte Christensen og Gitte Oxholm trætte af larm og lugtgener i deres haver og huse.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lugten af Stryhns

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lugten af Stryhns
Roskilde Avis - 19. september 2020 kl. 06:35
Af Tekst og foto: Tomas Skov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det er som om, der går nogen rundt og fiser i min have hele tiden, siger Gitte Oxholm.

Hun bor på Tranevej 12 i Himmelev, og på den anden side af plankeværket troner leverpostejsfabrikken Stryhns, der har bredt sig på 3,5 tønde land på Vestre Kirkevej siden 1956.
Pruttehørm, larm fra lastbiler og frit udsyn til fabrikken er blot nogle af de problemer, Gitte Oxholm og en række naboer lever med i det daglige.

Oprindeligt dækkede en tæt række af syrener på Stryhns' side af hegnet udsynet til fabrikken, og det reducerede både støjen fra lastbilerne og forhindrede chaufførerne i at have frit udsyn ind i haverne på Tranevej.

- Træerne skyggede for fabrikken, men de er blevet fjernet, så nu har vi kun hegnet og frit udsyn til fabrikken. Og lastbilchaufførerne kan kigge lige ind i vores bade- og soveværelse, siger Liselotte Christensen, der bor på Tranevej 14.

Fældede træerne

Fra Stryhns' side valgte man at fælde vegetationen i efteråret 2018 under henvisning til bekæmpelse af skadedyr, og siden har naboerne kun oplevet yderligere støj og indbliksgener fra pålægsfabrikanten på den anden side af plankeværket.

Ifølge administrerende direktør i Stryhns AS, Kristian Kornerup, blev bevoksningen imidlertid fjernet, da virksomheden er forpligtet til at vedligeholde hegnet.

Last

Efter træerne blev fældet i efteråret 2018, har Liselotte Christensen og Gitte Oxholm haft frit udsyn til de mange daglige lastbilchauffører - og omvendt.


- Vi er nødt til at holde hegnet frit af hensyn til krav om vedligeholdelse. Så det var ikke en farbar vej at plante nyt. I stedet inviterede vi naboerne over til os, og de fik hver et gavekort til at plante nyt i deres egne haver, fortæller Kristian Kornerup.

Stank til bøffen

Mest presserende er dog den tilbagevendende lugt. Få meter fra skel, lige på den anden side af plankeværket, står en fedtudskiller, der tømmes hver fredag morgen. Lugten ved tømning er fæl, om end kortvarig, men naboerne til Stryhns oplever også dønninger af ildelugt i løbet af ugen.

- Der er blevet rettet op på det, men det er bare ikke væk endnu. Det er ikke rart at sidde på sin terrasse og nyde sin bøf, og så stinker det fra den fedtudskiller, der ligger få meter fra skel, siger Gitte Oxholm.

Kender ikke til ildelugt

Kristian Kornerup anerkender, at placeringen af fedtudskilleren ikke er hensigtsmæssig, men at den står netop dér af historiske årsager, og at den ikke umiddelbart lader sig flytte. Han understreger samtidig, at fedtudskilleren kun lugter tidligt fredag morgen, når den tømmes, og at øvrig ildelugt fra Stryhns er ham ubekendt.

- Fedtudskilleren gør ingenting, bortset fra når den tømmes - og det gør vi fredag morgen kl. 7 efter naboernes ønske. Der skulle ikke være dårlig lugt i øvrigt. Jeg skal dog ikke kunne afvise, at der kommer lugt op fra det offentlige kloaknet, men vi kender ikke til det, fortsætter han.

Jul hele året

Lugten af leverpostej er dog indiskutabel og tilbagevendende, når der bliver bagt på fabrikken.

- Hvis jeg åbner vinduerne om aftenen, så lægger jeg mig til at sove i stanken af leverpostej, siger Gitte Oxholm.

Også hendes nabo undrer sig over, at Stryhns overhovedet får lov at forblive på sin nuværende beliggenhed på Vestre Kirkevej.

- Fabrikken er for stor til at kunne ligge her. Produktionen er vokset, og den burde ligge i et industriområde. Det er jo mærkeligt, at der ligger en fabrik i et villakvarter, siger Liselotte Christensen.

Flere tilsyn på vej

Miljøsagsbehandler i Roskilde Kommune Mette Borglykke Sørensen kom ind i sagen i efteråret 2019. Kommunen har udført tre tilsyn af den såkaldt 'diffuse' lugt fra fedtudskilleren, men man har ikke kunnet konstatere en væsentlig lugt fra fedtudskilleren i naboernes baghaver.

- Vi planlægger at foretage yderligere tilsyn, før vi tager endelig stilling til, om den diffuse lugt fra fedtudskilleren udgør en væsentlig lugtgene, siger Mette Borglykke Sørensen.

Hvad angår lugten af leverpostej er vurderingen i skrivende stund heller ikke afsluttet.

- Det kræver flere tilsyn. Hvis vi vurderer, at der kan være tale om mere lugt, end der må være, kan vi påbyde Stryhns en dokumentationsmåling af lugten, fortsætter miljøsagsbehandleren.

Reduceret betydeligt

I så tilfælde udføres målingen af et akkrediteret firma, der beregner lugtenheder ud fra stikprøver fra fabrikkens skorsten. Mette Borglykke Sørensen oplyser, at virksomheden har foretaget flere forbedringer af udsugningsanlægget i løbet af 2020, og senest i slutningen af august.

- Status er, at vi udfører opfølgende tilsyn med henblik på at vurdere, om lugtgenen er reduceret tilstrækkeligt. I sidste uge kunne vi på et tilsyn ikke registrere en lugt af leverpostej ved nærmeste bolig i vindretningen, men vi vil som sagt udføre yderligere tilsyn, siger hun.

Langt fra leverpostej

Fredag 4. september bredte sig dog en ulidelig hørm over området under tømning af fedtudskilleren. Lugten lå over kvarteret et par timer, og den var langt fra leverpostej.

- Det var helt uudholdeligt. Det stinker ganske enkelt afskyeligt, siger Mette Skovgaard, der har boet på Tranevej 21 siden 1973.

Fedt

Fedtudskilleren står få meter fra hegnet til naboerne, og den kan lægge en tung, sødlig kloakhørm over kvarteret, når den bliver tømt fredag formiddag.


Efter en sommer, hvor hun ikke har oplevet så mange gener, var denne fredag en erindring om, hvor galt det nogle gange går på leverpostejsfabrikken.

- Når det er galt, er det rigtigt galt - og så kan vi ikke være i vores have. Vi har haft perioder, hvor vi ikke ville invitere gæster på grund af frygt for lugten, fortæller hun.

En dyne af kloaklugt

På Tranevej 16 har Elsebeth og Peter Schou Rugolo været umiddelbare naboer til Stryhns i ti år, og de var også hjemme om formiddagen fredag 4. september.

- Der bredte sig en ekstremt kraftig, sødlig kloaklugt, der lå som en dyne over hele området i nogle timer. Vi er vant til lugt, men dette var så ekstremt, at det var umuligt at opholde sig udenfor, fortæller Peter Schou Rugolo, som har oplevet et øget antal tilfælde af 'lugtedage' det sidste års tid.

Da den kvalmende lugt bredte sig over kvarteret den fredag, kontaktede han igen kommunen.

- Jeg var ret desperat, for det var så intenst og alt for langvarigt. Men da hun kom fra kommunen, var lugten væk, siger Peter Schou Rugolo.

Kort om Stryhns
Stryhns AS blev grundlagt i København i 1941, og produktionen flyttede til Himmelev i Roskilde i 1956. Stryhns AS er i dag et mærkevarehus for mærkerne Stryhn’s Leverpostej, Graasten Salater, K-Salat, Jensens Køkken og Langelænder Pølser. Virksomheden omsatte i 2019 for 957 millioner kroner indenfor dagligvare- og foodservicesektoren, og har 372 medarbejdere fordelt på fem lokationer i Danmark.
Stryhns AS er i dag ejet af den norske Agra-koncern, der driver fødevareproduktion i Danmark, Norge, Sverige og Polen.
Har debatten om sexisme taget overhånd?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk