20. oktober 2019
HDRFOTO.DK
Foto: HDRFOTO.DK
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Big Brother watching you - nååh nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Big Brother watching you - nååh nej
Roskilde Avis - 20. september 2019 kl. 00:23
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Kaj Bollmann / Sognepræst i Jyllinge

Allerede i overskriften går det galt. Det kommende kønspolitisk korrekte retteprogram i pc'en vil helt sikkert slå ud og foreslå et kønsneutralt alternativ - måske "Storesøskend"?

Men min hensigt med overskriften var at knytte forbindelsen til Orwells "1984", det totale overvågningssamfund.

Det behøver ikke at være langt væk. I Kina er der et digitalt overvågningsprogram undervejs for alle borgere, der betyder, at de får minuspoint i deres "borgerbog", hvis de bliver fanget i at kigge på "forkerte" hjemmesider eller på andre måder opføre sig "upassende" i magthavernes øjne. Og det påvirker deres muligheder for jobs, uddannelser osv.

Man kan nemt forestille sig det kønspolitisk korrekte retteprogram koblet på et sådant overvågningsprogram, så det bon'er ud med minuspoint, hvis man vælger at ignorere rettelsesforslag og stædigt skriver "formand" i stedet for "forperson". Et ord, som mit åbenbart politisk ukorrekte stavekorrekturprogram i øvrigt heldigvis stadig sætter en rød streg under!

I lommen på pc'en
Vi er jo i lommen på vores pc og på de digitale medier. Som præst burde man vel ideelt set primært beskæftige sig med at tale med mennesker, med forkyndelse og gudstjeneste og konfirmander og begravelser og personlig kontakt. Men for et par uger siden satte jeg mig en morgen som sædvanlig til pc'en og konstaterede, at alle kirkeministeriets systemer, som vi er koblet op på, til og med mailen, var ramt af nedbrud, så intet virkede.

Min første tanke var: "Jamen så kan jeg jo slet ikke arbejde!" For jeg kunne jo ikke komme på mail, på google, på arbejdsrelevante hjemmesider osv. Jeg begyndte allerede at se frem til en de facto fridag i haven, da det - øv -blev meldt ud, at problemet var løst. Så var det arbejdsdag igen.

I 2019 kan det selv for en præst være svært at udføre sit arbejde uden den digitale teknologi. Den har skabt kæmpe muligheder; men den har også ændret vores tilværelse på godt og ondt - og skabt nogle skræmmende perspektiver, som vi som enkeltpersoner slet ikke kan overskue, endsige styre.

Der luges i børnerim
Det kønspolitisk korrekte retteprogram kan siges at høre til i den lidt komiske ende af skalaen; men det er åbenbart en meget alvorlig sag i USA. I Danmark griner vi lidt ad det - nogle af os i hvert fald - måske fordi den reelle ligestilling er nået noget længere end i USA. Men det er da udtryk for en indirekte autoritær udviklingstendens, der giver mindelser om Orwells skrækvisioner.

Det samme gælder, når Halfdan Rasmussens børnerim og Astrid Lindgrens bøger skal luges med den politisk korrekte tættekam, og når Lucky Luke i tegneserien må skifte whiskyen og smøgen ved baren ud med et glas limonade og et græsstrå at tygge på. Eller når brugen af "N-ordet", selv i historiske tekster, kan skabe hysteriske reaktioner i medierne.

Enstetning af tanker
I Orwells 1984 bliver sproget omhyggeligt renset for alle ord og vendinger, der kan ytre kritik eller få borgerne til at tænke selv. Og historien skrives om hele tiden, fordi den skal passe med de aktuelle magthaveres ønsker. Der sker en umærkelig autoritær ensretning af tænkningen. Teknologien i bogen er meget gammeldags, så man, dengang bogen kom, kunne tænke: "Ahh..., det kan da vist ikke lade sig gøre!" Med nutidens teknologi er det blevet helt realistisk.

Derfor skal vi selvfølgelig være meget opmærksomme og på vagt over for den indirekte autoritære styring, uanset hvad retning den går i. Rent bortset fra hvor kedelig og farveløs verden ville blive, hvis det kønsneutrale sprog kom til at herske. Det ville ikke engang være sort-hvidt. Det ville bare være gråt i gråt.

'Verden ville blive farveløs verden, hvis det kønsneutrale sprog kom til at herske. Det ville ikke engang være sort-hvidt. Det ville bare være gråt i gråt'

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk