24. august 2019
HDRFOTO.DK
Foto: HDRFOTO.DK
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den sorte Audi på Frederiksborgvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den sorte Audi på Frederiksborgvej
Opdateret 04. marts 2019 kl. 08:36
Roskilde Avis Paperboy - 03. marts 2019 kl. 04:22
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Så oplevede jeg det igen. Jeg skal for en gangs skyld tidligt med toget fra Roskilde og kører fra Jyllinge i den begyndende morgentrafik ad Frederiksborgvej ved kvart over 7-tiden. Bagfra kommer en stor bil i høj fart og kører uden om mig og de to næste i rækken. Ikke på et sted, hvor der er to vejbaner i vores side af vejen. Nej, nej: hen over dobbelt optrukne linjer.

Trafikken kørte vel lige godt og vel de 80, som man må køre. Overhaleren kørte formentlig med mindst 100. Han kom 5-6 biler hen. Så måtte han bremse brat for en modkørende og klemme sig ind mellem to biler i rækken. Hans utålmodighed var synlig, og så snart det var muligt, var det ud igen - uanset om der var to baner i hans side eller ej.

Han har nok haft travlt. Men de hasarderede overhalinger, farten og utålmodigheden hjalp ham ingenting. Ved krydset ind mod Trekroner lå han - selvfølgelig - i yderbanen, og der var køen til drejebanen så lang, at han blev tvunget til at stoppe, selvom han skulle ligeud. Da jeg kørte forbi - og ja, jeg lod djævelen på den venstre skulder vinde over englen på den højre - var følelsen skadefryd!

Fejlkonstruktion
Han vandt ikke andet end et for højt blodtryk, og så det at udsætte sine medtrafikanter for fare. Og ja, det var en mand i 40'erne, med jakke og slips, uden tvivl i et karrierejob. Og så var det en sort Audi. Det er det forbløffende tit i den slags situationer. Min kone og jeg har talt en del om det, og da jeg en gang kørte med yngstedatteren, kunne jeg ikke lade være med at grine, da hun efter at være blevet overhalet af en bil i alt for høj fart sagde - uden at kende til mine tanker: "Det er altid de sorte Audier, der gør det der!"

Måske er der tale om en fejlkonstruktion, så de ikke er i stand til at køre normalt? Det burde man da efterforske i en tid, hvor biler bliver tilbagekaldt af mange forskellige grunde. OK, måske er det også en gang imellem en BMW eller en Mercedes, så lidt fordom er der måske også i det. Men det er altså sjældent, det er en Yaris eller en C1 som den, jeg kørte i den morgen.

Det er ikke fordi jeg skal være hellig. Der er dumpet et par enkelte mails fra Rigspolitiet ind i e-boksen gennem årene. Min kørsel er da ikke fejlfri, bevares. Faktisk synes min kone den er så behæftet med fejl og mangler, at hun føler sig nødsaget til ganske ofte at give mig kærlige, velmente og nyttige råd undervejs, når det er mig, der sidder ved rattet på fælles ture.

Klippet forende
Men jeg må indrømme, at Frederiksborgvej fra Jyllinge til Roskilde giver mig samme gode samvittighed ved min egen kørsel, som et afsnit af "Luksusfælden" på tv gør i forhold til min økonomi: Det er forbløffende og forargeligt ofte, at folk sætter andres liv og helbred på spil.

Jeg talte en gang med en børnefamilie på en af gårdene, der har indkørsel fra vejen. De var 5-6 gange på et år blevet ramt bagfra, når de holdt og skulle svinge til venstre for at komme ind ad indkørslen, selvom der er to baner, og selvom de satte alarmblinket på. Så de var holdt helt op med at turde lave venstresving der og kørte en omvej i stedet.

På hjemvejen fra den tur, hvor jeg om morgenen var ude for den sorte Audi, var der for resten en kassevogn, der nær havde klippet min forende af, da han absolut skulle nå at overhale og klemme sig ind foran mig, selvom indsnævringen til én bane allerede var i gang. Så ret skal være ret: det er ikke udelukkende sorte Audier, man skal passe på på Frederiksborgvej. Er jeg gammel, sur mand? - so be it!

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS PAPERBOY
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk