19. december 2018
Det påtænkte biogas-anlæg ved Darup vil bl.a. true den nye Himmelsø, der er anlagt i en gammel grusgrav ved siden af Dyrskuepladsen.

(Foto: Anette Gundlach)
Det påtænkte biogas-anlæg ved Darup vil bl.a. true den nye Himmelsø, der er anlagt i en gammel grusgrav ved siden af Dyrskuepladsen. (Foto: Anette Gundlach)
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Beskidt og farlig idé ved Darup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Beskidt og farlig idé ved Darup
Roskilde Avis Paperboy Læserbreve - 04. oktober 2018 kl. 00:20
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DEBAT: Lejre Kommune har planer om at lade firmaet Daka ReFood A/S opføre et biogasanlæg på Gammelgårdsvej, på grunden over for Roskilde Hjemmet.

arrow Læs også: Planlægger stinkende biogas anlæg ved naturskøn sø

Planen er indtil 7. oktober i høring hos borgere, landmænd og andre interesserede. Lejre holdt d. 26. september borgermøde for at indhente kommentarer og ideer i arbejdet med anlægget.

Roskilde Kommune har derimod ikke taget initiativ til at starte en lignende demokratisk proces, trods det at anlægget vil berøre borgere i Roskilde i mindst lige så høj grad som borgere i Lejre.

Et centralt spørgsmål, der blev rejst på Lejres borgermøde, var, hvilke ulemper man som borger kunne se ved anlægget. Og 'ulemper' er der desværre alt for mange af.

Ikke bare gener i form af støj og stank, men også ekstrem trafikmæssig belastning af området, trusler mod drikkevandsressourcer og ødelæggelse af det nyetablerede rekreative område omkring Himmelsøen i den gamle Darup grusgrav.

Et biogasanlæg er en virksomhed, der omdanner biologisk materiale, fx madaffald, til gas og gødning. Biogasanlægget, der tænkes placeret på grænsen til Roskilde Kommune, vil årligt skulle omdanne 120.000 tons biologisk affald til gas. Der bliver ikke tale om madaffald fra private husstande, men om affald fra kantiner, restauranter og fødevareindustrien.

Affaldet vil blive opsamlet på hele Sjælland og transporteret til anlægget på lastbiler, primært via Hovedvej 14, der går mellem Roskilde og Osted. Gødningen, der produceres samtidigt med gassen, skal køres væk fra anlægget på lastbiler ad samme rute.

Daka Refoods egne beregninger viser at dette svarer til, at 60 22-tons lastbiler dagligt skal ind til og ud fra anlægget hele året rundt. Det svarer til, at der hvert 7 minut skal en lastbil ind på eller ud fra Gammelgårdsvej. Dette på en landevej, der i forvejen allerede er voldsomt belastet, særligt i myldretiderne, hvor der holdes i kø til og fra Roskilde morgen og eftermiddag.

Til sammenligning ligger den årlige kapacitet på Daka ReFoods eksisterende anlæg ved Horsens på 50.000 tons madaffald. Anlægget her, der tager under halvdelen af den mængde affald anlægget ved Roskilde vil skulle omdanne, er placeret lige op ad den Østjyske motorvej, E45, med direkte tilkørselsveje.

I forbindelse med vurdering af enkelte virksomheders miljøbelastning har Miljøstyrelsen opstillet 7 miljøklasser. De eksisterende biogasanlæg i Danmark er, bortset fra et enkelt, alle klassificeret i miljøklasse 7.

Her ligger for eksempel kraftvarmeværker, bilophug med skrotsaks, medicinal- og pesticidproduktion og kraft- og stålvalseværker. Denne klasse giver anledning til omfattende belastning af omgivelserne og stiller normalt krav om særlig beliggenhed.

De bør ligge i industriområder forbeholdt virksomheder med særlige beliggenhedskrav eller eventuelt i midten af store industriområder. Det anbefales, at denne type industrier placeres med en afstand på mindst 500 meter til beboelsesområder. Landsbyerne Darup, Kamstrup og Glim ligger tættere på anlægget end 500 meter. Roskilde Hjemmet, med dets sårbare beboere, lige overfor.

Det område, anlægget tænkes placeret i, er tæt både på adskillige vand-indvindingsområder og på ny-udviklede rekreative områder. For eksempel indvinder HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab i stort omfang drikkevand i Lejre ådal. HOFOR leverer drikkevand til en mio. danskere. Er læk på anlægget vil kunne få katastrofale følger for drikkevandskvaliteten og dermed for sundheden hos borgere i hele hovedstadsområdet.

Himmelsøen er et af Roskilde Kommunes nye rekreative områder, en stor grundvandssø, der bl.a. bruges intensivt af gæsterne på Roskilde Festivalen. Der er omkring 2 km rundt om søen, og der er lavet vandre- og cykelstier rundt om. Himmelsøen byder på vildtvoksende natur, gåture og udsigt.

Der er også en ridesti, dyr i indhegninger og en badestrand. Kommunens plan er, at hele det store landskabsområde syd for Roskilde Dyrskueplads - efterhånden som grusgravningen er færdig - vil blive lavet om til et landskab, der skal bruges til friluftsliv, musik, kunst og idræt hele året rundt. Et biogasanlæg i miljøklasse 7 vil ødelægge områdets potentialer.

Affald er blevet et nyt råstof og produktion af biogas er en løsning til at genbruge en del af den store mængde biologisk affald, der produceres i et samfund som det danske. Men kommunal begejstring over at kunne understøtte denne type privatejede virksomhed må ikke gå forud for hensynet til borgere, sundhed, natur og miljø i vores lokalområde.

En industri som Daka ReFoods biogasanlæg bør ikke placeres tæt på de områder, hvor vi - børn og voksne, unge og gamle, borgere i Roskilde og Lejre bor, cykler, bader, fester, holder picnic - eller kører til og fra arbejde og uddannelse. Det må ud i de etablerede industrikvarterer, ud hvor der er gode tilkørselsforhold og hvor det ikke kan forpeste hverdagen for kommunernes borgere!

Anne Liveng,
Låddenhøj 121

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk