15. december 2017
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stærke hold og opmærksomme ledere skaber den bedste skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stærke hold og opmærksomme ledere skaber den bedste skole
Roskilde Avis Læserbreve - 11. august 2017 kl. 09:20
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DEBAT: "Kundskaber og færdigheder, oplevelse, fordybelse, virkelyst, fantasi og tillid til egne muligheder".

Det er nøgleord for det, man ved lov har vedtaget, at vi i folkeskolen skal give til børnene. Det er det, læreren, skoleledelsen, forvaltningen og byrådet skal have for øje i enhver beslutning, der tages.

Planlægger og tilrettelægger læreren en undervisningssituation, der indfrier denne målsætning for klassen, for den enkelte elev?

Bakker ledelsen den enkelte lærer op i, at kunne præstere det, der kræves for, at det kan lade sig gøre?

Står forvaltningen for en koordination, en retning og en organisering, som giver skoleledelsen det bedste rum for dette? Beslutter byrådet nogle hensigtsmæssige overordnede rammer og retningslinjer, som forvaltningen skal agere ud fra?

Børn, forældre og lærere kender til det og mærker det tydeligt, når vi træder ind i det klasselokale, hvor det hele er i spil og går op i en højere enhed. Det er svært at sige, hvad det lige præcist er.

Men tingene spiller sammen, og det virker. Selvom alle ikke har det lige let, så er børnene i klassen glade for at gå i skole, de er nysgerrige, de vil gerne vide mere, de udvikler sig fagligt, de bliver mere modige, mere aktive, og der er et godt miljø i klassen.

Forældrene er glade og får lyst til at bakke op. Skoleledelsen kommer forbi netop denne klasse, der har netop disse lærere, når skolen får besøg af forvaltningen eller kommunens Skole Børneudvalg, for at kunne vise, at her går det godt.

Opskriften på den gode historie er ikke simpel!

Alle lærere i Roskilde er blevet dikteret til at skulle bruge målstyringssystemet "Min Uddannelse". Det er i mine øjne en forkert prioritering.

Systemet er en stor tidsrøver og forsimpler netop billedet af børns læring og af det, en god undervisning kræver. Man udvikler ikke den gode undervisning ved at detailstyre ovenfra, at læreren skal bruge så meget tid på at udfylde bestemte skemaer med forudbestemte formuleringer, inden undervisningen går i gang!

Som det gælder for lægen, for pædagogen, for politibetjenten, så gælder det også for læreren, at der er tale om en profession, et håndværk med mange facetter. Læreren skal naturligvis kunne sætte mål for sin undervisning. Men det handler i lige så høj grad også om at være dygtig til de fag, der skal undervises i.

Det handler om at kunne skabe en undervisning, der motiverer og engagerer børnene. Læreren skal kunne inddrage børn og forældre. Lærerens undervisning skal være rummelig og samtidig skal læreren kunne sætte tydelige rammer i klasserummet.

Læreren skal danne sig et overblik over, hvor det enkelte barn er, og overveje hvad der vil bringe dette barn videre. Læreren skal kunne skabe gode relationer, kunne samarbejde, tage gode ideer til sig og bringe sin egen erfaring og viden videre, få det teoretiske, det praktiske og det kreative til at spille sammen - ja jeg kunne blive ved, for lærerarbejde rummer utroligt mange facetter.

Hvis vi skal lykkes med den gode folkeskole, skal der prioriteres tid og rum til, at den enkelte lærer i et tæt samarbejde med de nærmeste kolleger udvikler sig til at blive stadig dygtigere til sit håndværk. Skolens ledere skal have tid og rum til at følge, vejlede og sætte retning for sine ansatte.

Stærkt spillende hold med gode, opmærksomme holdledere - Det er DET, der giver den bedste undervisning! Og ikke topstyrede bureaukratiske standardmodeller.

At understøtte dette er for mig at se forvaltningens og politikernes fornemste rolle i forhold til Roskildes folkeskoler.

Anna Bondo Nielsen
Folkeskolelærer og byrådskandidat for Enhedslisten

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk