
Den store japanske restaurant i Benløsecenteret, Tatami, har flere gange været i fedtefadet hos myndighederne for brug af ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Selskabet Mokyo Aps, der står bag restauranten, skulle i december 2018 møde i retten, fordi selskabet gennem næsten et år havde undladt at udbetale løn til fem udenlandske medarbejdere. De fem ansattes opholdstilladelse i Danmark afhang af, at de blev betalt den løn efter den såkaldte beløbsordning. Ordningen giver udenlandske arbejdere mulighed for opholdstilladelse i Danmark mod at de tjener minimum 36.333 kroner om måneden.
Sagen strandede siden, fordi Mokyo gik konkurs. Restauranten blev imidlertid overdraget til ejerens kone i et nyt selskab, Tatami Aps.
Trods en forhistorie med ulovlig anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, er det alligevel lykkedes Tatami i 2018 og 2019 at ansætte syv nye udenlandske medarbejdere med accept fra myndighederne. Det skriver DR og Fagbladet 3F fredag.
Aktindsigter, som de to medier har fået, viser, at i alt 15 restauranter i 2017, 2018 og 2019 fik tilladelse til at ansætte nye kokke på beløbsordningen, selvom de tidligere var dømt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her