Politikerne i Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune følger trenden med at tale uden omsvøb i deres bud på indholdet i et høringssvar fra Ringsted Kommune til Banedanmark i forbindelse med den fremtidige kapacitetsudvidelse ved Ringsted.
I Banedanmarks udspil er der fem løsninger i spil. En østlig udfletning, en vestlig udfletning og tre forskellige omfartsbaner.
Udvalget har besluttet at anbefale, at høringssvaret skal præciseres, »således at en østlig løsning anbefales og øvrige løsninger fravælges.«
De går altså klart ind for at skrive, at Ringsted Kommune kun vil have en østlig løsning.
Tal nu klart
Dermed følger de en solid opfordring fra de borgere, der deltog i et borgermøde om sagen den 11. august. Her lød budskabet til byrådspolitikerne: Tal så klart som muligt i jeres anbefaling.
De lægger sig også i slipstrømmen på et andet politisk udvalg, Klima- og Miljøudvalget, der er kommet med en lignende, men dog lidt mere fyldig, anbefaling:
»Udvalget anbefaler at høringssvaret præciseres frem mod Økonomiudvalgets møde, således at en østlig løsning anbefales, øvrige løsninger frarådes og at der etableres støjforanstaltninger og helt eller delvist nedsænkede løsninger.«.
Men ifølge Per Flor (S), formand for Plan- og Boligudvalget, skal byrådet kun koncentrere sig om placeringen, ikke om andre tiltag som nedgravning eller støjreduktion.
- Vores høringssvar skal gå på, hvor man vil have placeringen. Vi skal ikke forholde os til tekniske løsninger, om den skal nedgraves eller der skal være støjskærme. Det er løsninger, som Banedanmark skal sørge for, siger udvalgsformanden.
Bedst for beboerne
- Uanset hvilken løsning, der vælges skal der jo være mindst muligt støjgener. Vi kan ikke detailplanlægge, hvordan den løsning skal være. Men den skal jo være bedst for beboerne.
Han tilføjer, at Banedanmarks folk på borgermødet den også gav udtryk for, at man slet ikke havde tænkt på at grave en eventuel løsning i øst ned.
Ringsted Byråd har fået ekstra tid til at færdiggøre deres høringssvar, da byrådet har holdt sommerferie og derfor først har kunnet behandle det kommende høringssvar i august måned.
Mandag 7. september beslutter byrådet den endelige ordlyd i svaret til den statslige styrelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her