

Se billedserie
En af medarbejderne i Mariannes Smørrebrød på Næstvedvej 13 i Ringsted er blevet testet positiv for corona. Det betyder, at forretningen er midlertidigt lukket.
- Det er så skidt, siger indehaver Marianne Fryland.
Hun havde samlet sine medarbejdere i mandags til en kop kaffe, og efterfølgende blev den ene konstateret positiv med coronasmitte.
Pågældende medarbejder var ellers testet negativ, men dagen efter viste en ny test sig at være positiv.
Der fik de besked fra corona-hotlinen, at forretningen skulle lukke med det samme og medarbejderne skulle gå i selvisolation.
Marianne Fryland ved endnu ikke, om hun selv og de to øvrige medarbejdere er blevet smittet. Fra, at man har været sammen med en person, som er testet positiv, så kan der gå fire dage, før det kan konstateres, om andre er blevet smittet.
Marianne Fryland og de to øvrige medarbejdere skal testes igen på lørdag og på mandag. Der skal foreligge to negative tests, før smørrebrødsforretningen igen må holde åbent. Hvis de kommende tests er negative, så håber Marianne Fryland at kunne åbne igen tirsdag eller onsdag.
- Jeg tror ikke, jeg fejler noget, siger Marianne Fryland håbefuldt.
- Jeg krydse fingre og håbe på det bedste.
I smørrebrødsforretningen har man naturligvis hele tiden taget alle de nødvendige forholdsregler hele vejen igennem med masser af håndvask og sprit.
- Vi har ikke været i kontakt med kunderne, for vi har sat plexiglasplader op og kunderne skal bære mundbind, oplyser Marianne Fryland.
- Vi har gjort vores bedste, så det ikke kommer til at gå ud over nogen.
Marianne Fryland har ringet rundt til alle kunder, der har bestilt mad, og givet besked.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her