18. maj 2021
Det er ikke noget problem at bekende kulør for Otto Krog.
gallery icon

Se billedserie

Det er ikke noget problem at bekende kulør for Otto Krog.
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Knap 100-årig tager stikket hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Knap 100-årig tager stikket hjem
Ringsted - 17. april 2021 kl. 12:00
Af Ulla Jensen

- Landbrug blev mit liv. Det var et liv med arbejde. Der var ingen maskiner. Det var fra tidlig morgen, og normalt havde vi vel fyraften ved seks-syv-tiden. Sådan var det jo, siger 99-årige Otto Krog, som rask, frisk og rørig tager imod på hjemmeadressen på Kaserne Parkvej i Ringsted.

Han er kvik i bemærkningen og munter. På mandag fylder han 100 år, men han kunne godt have bildt skribenten ind, at det var en 80-års dag, der ventede forude.

Det slidsomme liv i 47 år på Kildegården ved Haraldsted, har ikke sat sig synlige spor på Ringsted-borgeren, der ser tilbage med smil på læben sekunderet af sin søn Bjarne, barnebarnet Ditte og oldebarnet Carl, som også er til stede.

- Kom og sæt jer og få en tår kaffe og et stykke kage, siger Otto Krog, da han har set journalist og fotograf an.

Ville være købmand

Han har været begunstiget med et godt liv, synes han.

Han er landmandssøn fra Kløvested ved Borup. Som ung ville han egentlig gerne være købmand, men sådan skulle det ikke være.

- Det forstod jeg snart, siger han og smiler lunt.

Otto Krog blev lykkelig gift med fru Else i 1947. De fandt samme år Kildegården, som godt kunne trænge til et par kærlige næver, men til gengæld på sigt kunne brødføde hele familien.

- Det var en gammel forsømt gård dengang. Der var ståtag på - officielt. Men jeg opdagede, at det regnede godt igennem det, griner han.

Naboen, der var tækkemand, blev hyret til opgaven. Til alt held havde svigerfaderen lige høstet rug dét år, så stråene herfra blev lagt på taget - og så var det slut med at blive gennemblødt inden døre.

På det tidspunkt lå der et kommunekontor - i et privat hjem - lidt nede ad vejen. Haraldsted-Allindemagle Kommune var endnu ikke blevet en del af storkommunen Ringsted.

På jagt efter gødning

Men bureaukratiet var allerede grundlagt.

- Der var sparet på kornet. Naboens korn stod heroppe. Mit korn stod hernede, siger Otto Krog og viser med hænderne højdeforskellen.

- Det havde nemlig ingen gødning fået. Så jeg søgte efter gødning. Jeg gik ned til købmanden, som gik i sutsko. Næ, det var vist på kommunekontoret, jeg skulle søge. Så gik jeg derop. Næ, det var vist hos købmanden. Til sidst gik jeg op til Christian Petersen i Ringsted, og så fik jeg det leveret.

Heldigvis blev afgrøden bedre efter nogle år. Og den dækkede den voksende familiens behov. Otto Krag og hans kone kunne blive på gården uden - som så mange andre i landbrugets kriseår - at skulle ud og arbejde ved siden af.

I 1949, 1954 og 1955 blev de tre sønner født. Den ene er Bjarne Krog, der siden 1976 har drevet Krogagergård ved Gyrstinge. Gården er i dag økologisk.

Tager stikket hjem

Trods det hårde arbejde har Otto Krog også dyrket gymnastik og folkedans hele livet. Til sidst var det stolegymnastik. Først for halvandet år siden måtte han stoppe. Han blev undervejs også formand for både forsamlingshuset, menighedsrådet og Brugsen. Mere eller mindre imod sin egen vilje, tilføjer han tørt.

Nå ja, og så var kortklubben. Det blev spillet whist, »røverwhist« og brætspil.

Og den 99-årige kan stadig tage stikket hjem, når familien er på besøg:

- Når vi er hernede med, børn, børnebørn og oldebørn, så spiller vi stadig kort. Det er så hyggeligt, siger barnebarnet, Ditte.

- De er mere øvede i spillet. Men det går fint, nikker den snart 100-årige med et glimt i øjet.

Forrygende oplæser

Tv var der ikke meget af, da børnene var små. Til gengæld var Otto Krog en fænomenal oplæser. Hver aften læste han op fra alt, hvad der opdrives af blade og bøge. Så var der dømt ro og hygge. Det fortsatte i mange år også, da der kom børnebørn til.

I 1994 var knæene så dårlige, at det var slut med gården, som blev solgt.

Otto og Else rykkede til Ringsted. Otto så sig ikke tilbage, for med de dårlige knæ var det umuligt at arbejde. Til gengæld kunne han hyppigt tage ud og hjælpe sønnen på Krogagergård.

- Jeg slap nemt fra det på den måde. Det var værre med min kone, der kun var derhjemme, husker han.

Else mistede han desværre for nogle år siden.

Masser af oldebørn

Til gengæld har han nu ni børnebørn og ni oldebørn plus et tiende oldebarn på vej.

Der har været noget sygdom det sidste halvandet år. Men nu går det bedre. Han er også kommet godt gennem corona og er såmænd også vaccineret.

Så nu kan han begynde at glæde sig til fejringen på mandag. Der er skam allerede kommet en hilsen fra dronningen.

Otto Krog fylder 100 år mandag den 19. april. Der er åbent hus på hjemmeadressen fra klokken 11 til 13 på dagen. Børnene sørger for, at arrangementet afvikles »corona-sikkert.«

Siden oktober sidste år har det været obligatorisk at bruge mundbind i blandt andet det offentlige rum og detailhandlen. Ønsker du, at mundbindet droppes hurtigst muligt?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk