
Der var ikke uventet stor tilfredshed med fremgangen hos de konservative ved kommunalvalget i Ringsted 21. november sidste år, da den lokale vælgerforening holdt generalforsamling torsdag aften.
Under sin beretning lagde formand Ole Keinicke Christensen vægt på, at partiets slogan om »Mer respekt for borgernes penge«, som et klart udgangspunkt for den politiske linje sammenholdt med en stor indsats fra kandidaterne under valgkampen, var den primære årsag til det flotte resultat af kommunalvalget sidste år, der betyder, at partiet nu har tre medlemmer af byrådet.
Trekløveret består som bekendt Finn Andersen, Andreas Karlsen og Lars Tegl Rasmussen.
Ligeledes fremhævede Ole Keinicke Christensen vigtigheden af, at Ringsted nu har fået sin egen afdeling af Konservativ Ungdom (KU), hvis formand Andreas Karlsen også er en af partiets nye medlemmer af byrådet.
KU har ligeledes været et stort aktiv i valgkampen og har for alvor skabt interesse for konservative synspunkter blandt de unge i kommunen.
Partiets gruppeformand i byrådet, Finn Andersen, glædede sig ligeledes over det flotte valgresultat. Faktisk har konservative ikke været så stærkt repræsenteret i byrådet siden 1989.
Samtidig betyder det, at konservative nu er repræsenteret i samtlige udvalg, hvilket giver helt nye muligheder for at påvirke udviklingen i Ringsted, når det gælder konservative mærkesager.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her