

Se billedserie
Vi har lært et nyt ord "corona", og vi får det gentaget af eksperterne næsten hver aften, når de prøver at belære os om coronaen og dens udvikling, og i den forbindelse har vi lært endnu et nyt ord, nemlig "mutere". Virussen muterer, og vi lærer, at vi kan få nye former af corona fra lande som Sydafrika og England (nok også fra hele Storbritannien).
Nu er det ikke første gang, Danmark plages af epidemier, så vi prøver at nævne nogle eksempler, da vi har haft mange slags epidemier. Det er for eksempel kolera, kopper, tuberkulose koldfeber, pest og "Den spanske syge".
Forskellige typer:
I 1347-52 blev Danmark sammen med resten af Europa ramt af pesten "Den sorte død". Pesten skyldtes en bacille, der kostede døden for 50-80 procent af de smittede, og da den muterede til lungepest, menes dødeligheden at have været tæt ved 100 procent.
Men ja, resultatet af den forfærdelige sygdom var også, at Valdemar Atterdag, der var ved at samle Danmark, som havde været uden konge fra 1332 til 40, fik hjælp af sygdommen, for når en landsby uddøde, overgik den til kronen (kongen).
I 1580erne var Danmark igen præget af pesten, og vi har en viden om sygdommen fra Vejle, hvor 500 personer - en tredjedel af befolkningen døde. De overlevende kunne så glæde sig over, at Frederik II gav byen skattefrihed.
Kong Frederik II, var åbenbart flink og villig til at give skattefrihed, for det gav han også til Ringsted for at forbedre vejen gennem byen - så burde vi vel også have mulighed for skattefrihed i dag!!
I 1659 hyrede Frederik III polske lejesoldater, der skulle hjælpe kongen imod svenskerne, men undervejs op gennem Jylland kom polakkerne i kontakt med lokalbefolkningen med katastrofale konsekvenser - pesten.
Det ved vi faktisk fra de "nye" kirkebøger, der begyndte at udkomme omkring 1645, og præsterne omtalte faktisk polakkernes store antal døde. Resultatet var, at Danmark ikke fik hjælp, og vi mistede for evigt Skåne, Halland og Blekinge.
Sidste gang, vi havde pest, var i 1710-11, hvor en tredjedel af indbyggerne i København (25.000) døde, og kongen, Frederik IV, forlagde residensen til Koldinghus.
Ved et bal på slottet mødte kongen den livfulde Anna Sophie Reventlow, som han blev betaget af og ønskede hende som maitresse (officiel elskerinde). Hendes mor satte sig imod, hvorefter kongen lod hende bortføre fra Clausholm og vie til venstre hånd. Da dronning Louise døde i 1721, blev Anna Sophie viet til kongens højre hånd - alt sammen på grund af pesten i København.
Vi ved faktisk også, at Ludvig Holberg på grund af pesten forlod København 1711 og tog ned til Falster og talte med den kendte tidligere adelskvinde, men nu vildt fordrukne Marie Grubbe, som boede dernede.
Kolera
I 1853 blev københavnerne angrebet af koleraen, og i løbet af få måneder døde 5000 personer, og nu blev man klar over værdien af hygiejnen.
I perioden op til år 1900 var tuberkulosen voldsom, og 15-20 procent af de angrebne døde.
Den spanske syge
I slutningen af 1. Verdenskrig og op til Genforeningen" i 1920 var hele verden og også Danmark angrebet af "Den spanske syge", som dræbte 15-18.000 danskere, men den var meget atypisk. Hvor epidemierne normalt mest er udbredt om vinteren ramte denne sygdom om sommeren, og det var unge mennesker, der blev smittet.
Og nu har vi så den væmmelige carona, men heldigvis er vi mere vidende i nutiden. Vaccinen er på vej til alle, der ønsker det, samt den viden vi har med forskning, hygiejne, fornuftige forsamlingsantal og fornuftig afstand. Også erfaringer fra tidligere tiders epidemier giver os håb for fremtiden,
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her