Det er en tidligere flygtningebolig i landsbyen Jystrup, der skal huse coronasmittede medarbejdere fra Danish Crown-slagteriet i Ringsted.
Det fortæller borgmester i Ringsted Kommune Henrik Hvidesten (V).
Der er dog ikke tale om, at andre borgere er rykket ud for at give plads til de smittede, påpeger borgmesteren.
- Jeg ved ikke, hvornår flygtningefamilien er flyttet ud, men jeg ved, at vi ikke har flyttet nogen for at få pladser her. Bygningen stod tom.
Ringsted Kommune etablerede onsdag otte nye isolationspladser i Jystrup, som skulle tages i brug torsdag.
Kommunen er forpligtet til at finde boliger til personer, der ikke har mulighed for at selvisolere sig. Danish Crown har oplyst, at flere af de smittede er polakker, der bor tæt.
Lokalt i Jystrup har der været bekymring for, om det er det rigtige sted, kommunen har valgt.
Bygningen ligger over for den lokale skole og ud til en mindre plads, som skolens personale bruger til parkering, lige som pladsen ofte bruges af folk, der holder en rygepause.
Men der bør ikke være grund til bekymring, vurderer borgmesteren:
- Det skal man ikke være urolig for, for som udgangspunkt skal man være på matriklen, når man er selvisoleret.
Han erkender, at der kan være barrierer, der gør, at nogle smittede ikke helt har forstået situationens alvor.
I Lejre, hvor Ringsted Kommune har indkvarteret seks borgere i en pavillonbygning i Kirke Hyllinge, opstod der tirsdag lokal bekymring, da en borger i selvisolation blev set forlade bygningen uden mundbind og køre væk fra stedet.
Ringsted Kommune reagerede prompte ved at en medarbejder sammen med politiet tog ud til bygningen og indskærpede reglerne for selvisolation. Og ifølge Henrik Hvidesten var der tale om en misforståelse i den konkrete situation.
Ifølge Henrik Hvidesten er personale fra Ringsted Kommune løbende i dialog med de smittede borgere blandt andet for at sikre, at de har forstået instrukserne om isolation. Kommunen sørger blandt andet for, at der leveres mad til de syge via Café Ingeborg på Knud Lavard Centret, så ingen behøver forlade huset i isolationsperioden.
Ringsted Kommune vil nu også sørge for mere information til borgerne i Jystrup, fortæller Henrik Hvidesten.
- Vi har aftalt med formanden for landsbyforeningen, at vi vil komme med skriftlig information, som kan lægges på deres hjemmeside og måske sættes op i Brugsen.
Formand for Landbyforeningen for Jystrup og Omegn Lars Kris Rasmussen tager positivt imod beskeden fra borgmesteren, som han fik via en opringning fra Henrik Hvidesten.
- Det er glimrende. Det viser, at de kerer sig lidt om landsbyerne og huset derude, siger han.
Formanden har stor tiltro til, at det sagtens kan fungere, men er glad for at kunne bidrage med mest muligt information til Jystrup-borgerne.
- Borgmesteren sagde også til mig, at man var villig til at stille op, hvis der var brug for det, siger Lars Kris Rasmussen.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har kontakt til smittede med Covid-19. Som en del af den kontakt, spørger Styrelsen for Patientsikkerhed, om den smittede har behov for hjælp til selvisolation. Har den smittede det, skal vedkommende kontakte sin bopælskommune.
Torsdagens smittetal fra Danish Crown viser, at yderligere 41 medarbejdere er smittet, så der vil fortsat være brug isolationspladser.
Ringsted Kommune er klar til at finde flere faciliteter og er i dialog med andre kommuner om at bistå med yderligere pladser.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her