21. september 2018
Sandra Bohr nyder at være i kamp. Foto: Vikingeborgen Trelleborg
gallery icon

Se billedserie

Sandra Bohr nyder at være i kamp. Foto: Vikingeborgen Trelleborg
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vikingefestival: Skjoldmøen Sandra kæmper til det sidste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vikingefestival: Skjoldmøen Sandra kæmper til det sidste
Oplev - 11. juli 2018 kl. 12:45
Af Per Vagnsø, Sjællandske
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Jeg har altid været en drengepige, siger Sandra Bohr fra København, der sidste år blev den første kvinde, der vandt alle-mod-alle kampen ved vikingefestivalen på Trelleborg ved Slagelse.

Som barn legede hun røvere og soldater. Hun har dyrket gokart-sporten og er vild med klatring og kajak, men intet kan slå den kampsport, Sandra Bohr har været grebet af siden 2010. Den 29-årige københavner er en del af vikingegruppen Ulfhednier, og sidste år blev hun den første kvinde til at vinde med skjold, sværd og ethånds-spyd i den kamp, som under festivalen på vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse foregår alle-mod-alle under navnet Cirkel af Ære.

arrow Læs også: Vikinger får lov til at tænde bål
Bliver tævet igennem

- Jeg kan nok ikke komme uden om, at jeg er lidt vild. Der må gerne være gang i den, og det fanger mig ikke på samme måde at gå ned i en træningshal eller et fitnesscenter. Under vikinge-kampene bliver man virkelig varmet op, tævet igennem og fyldt med blå mærker, siger Sandra Bohr med begejstring i stemmen.

Igen i år stiller hun op i såvel det store slag om Harald Blåtands Trelleborg som de efterfølgende kampe alle-mod-alle.

På et tidspunkt, når to krigere får øjenkontakt, beslutter de sig i fællesskab, med hævede sværd og uden ord, for, at det er de to, der skal kæmpe, og sådan fortsætter det, indtil kun en enkelt kriger står tilbage på slagmarken som vinder. Bestemte dele af kroppen er på forhånd fastlagt som mål-zone for modstanderens slag.

- Der er ingen dommer. Det er en gentleman-sport, og hvis jeg bliver ramt, lægger jeg mig ned. Man snyder ikke, fortæller Sandra Bohr.

Sidste år var det altså hende, der stod tilbage efter syv kampe.

Det begyndte med en bytur

Det var under en tur i byen i 2010, Sandra tilfældigt blev »lokket« med til den ugentlige træning hos Ulfhednierne i København.

- Jeg syntes, det lød totalt underligt, men vi har et fantastisk fællesskab. Det er så unikt, og det er helt klart derfor, jeg er blevet i det, beretter skjoldmøen.

Det er hendes gruppe på 60-70 »vikinger«, der planlægger de drabelige opgør på Trelleborg, og i år skal hun være commander for sin gruppe. Bortset fra et enkelt år har Sandra været med ved festivalen på Trelleborg hvert år siden 2010 iført sort skjold med to røde ulve på, og hun deltager i mindst to vikingefestivaler om året, også i udlandet. Hendes kæreste er også en af vikinge-krigerne

Et andet samvær

Sandra Bohr priser festivalen i det vestsjællandske for dens unikke samvær, stemningen og så det, at festivalen foregår ved en rigtig ringborg.

- Der er ikke noget med mobiltelefoner omkring bålet, så man mærker en helt anden form for samvær, og så er det et dejligt friluftsliv med autentisk mad og håndsyet tøj af de rigtige stoffer, fortæller Sandra Bohr, der måske betegnende nok er uddannet katastrofe- og risikomanager og blandt andet har arbejdet for Dansk Folkehjælp.

Det er dog kampene, der er hendes nummer ét.

- Det er en vildt fed kampsport. Jeg vil gerne være den bedste, og det skal gerne være noget, hvor der er adrenalin og gang i den, siger »drengepigen« og fortæller, at der stadig er langt flere mænd end kvinder, der leger vikinger.

- Men der kommer flere og flere af os, konstaterer Sandra Bohr.

Vikingefestivalen på Trelleborg finder sted 14. til 22. juli.
Slaget om Trelleborg afvikles Torsdag d.19. og fredag d. 20. juli kl.13.00 og lørdag d.21. og søndag d.22. juli kl.15.00

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk