21. september 2021
Selv på grå dag med regnbyger er der folk ved bordene på BaneGaarden. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Selv på grå dag med regnbyger er der folk ved bordene på BaneGaarden. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Storbyens grønne oase

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Storbyens grønne oase
Oplev - 05. september 2021 kl. 07:30
Af Lars Jørgensen

Få hundrede meter fra virvaret af togskinner og indfaldsvejenes massive biltrafik ligger et unikt åndehul for bæredygtig mad og grøn omstilling. Vi har besøgt BaneGaarden i København.

Der er noget fortryllende ved at bevæge sig ind på BaneGaarden - Københavns nye oase for grøn mad og kultur. Når man træder ind på fliset, der er spredt ud mellem de gamle træbygninger, glemmer man hurtigt, at man befinder sig på et gammelt jernbaneterræn. Togskinnerne og trafikken fra nærliggende Enghavevej og Vasbygade er markante modsætninger til det, der møder én herinde.

Midt i 1,5 hektar vild natur med brombærkrat, selvdyrkede grøntsager, bistader og høns, ligger ni gamle trælader fra 1909, som DSB har brugt til opbevaring af træ og andre materialer til bygning af skinner. I dag er de bevaringsværdige bygninger indtaget af BaneGaarden, der har som mål at give gæsterne en mad- og kulturmæssig oplevelse, der skal inspirere til at spise og leve grønnere.

  • BaneGaarden, Otto Busses Vej 45, 2450 København SV
  • Består blandt andet af ni trælader fra 1909. Flere af dem er restaureret og bruges blandt andet til madboder, kulturarrangementer, restaurant og gårdbutik.
  • Stiftet i 2019 af Søren Ejlersen, Thomas Hartung, Janne Axelsen og Thomas Nordahl. Projektet er kommet i stand i tæt samarbejde med DSB og Realdania.
  • I februar 2021 overtog selskabet Table ledelsen og den daglige drift. Table er stiftet af Carl Johan Paulsen (direktør), Ida Marie Banke (kommerciel ansvarlig) og Karlos Ponte (gastronomisk ansvarlig). Carl Johan og Ida Marie har begge tidligere haft ledende stillinger hos Meyers Køkken, og Karlos har baggrund som stjernekok
  • I øjeblikket kan man på BaneGaarden besøge restauranten Lade 609, Årstidernes Gårdbutik, madboderne Maupa Pizza, PMY, Havblik og caféen. Inden længe åbner bageriet og pastabaren Perron. Årstiderne holder desuden jævnligt fællesspisning i en af laderne, og i Kulturladen kan deltage i forskellige arrangementer og aktiviteter.
  • Der er mulighed for at leje bygninger og lokaler til konferencer, fester mm.
  • Læs mere om stedet på www.banegaarden.com

- De fire partnere bag projektet gik sammen og fandt området herinde. Der var det fuldstændigt groet til med vild natur. Deres forhåbning er, at stedet kan give inspiration til, hvordan man kan leve mere bæredygtigt på alle mulige niveauer. Lige fra måden bygningerne er blevet restaureret på til gastronomien med økologisk guldmærke og masser af grøn mad. Og selvfølgelig med bevarelse af den vilde natur, der er her. Det skal være en ny destination for bæredygtig udvikling med grøn inspiration og uden løftede pegefingre, fortæller Ida Marie Banke.

Hun står sammen med Carl Johan Paulsen bag virksomheden Table, der i februar fik til opgave at stå for ledelsen og den daglige drift af BaneGaarden.

Larm og ro

Stedet åbnede for alvor op i foråret, og der er fuld gang i både restaurant, madboder, café og forskellige arrangementer. Men der bygges og restaureres stadig på de gamle trælader, der på sigt skal huse endnu flere aktører.

Det mærker vi også denne dag, hvor vi besøger BaneGaarden. Håndværkernes maskiner larmer, og da en massiv regnbyge vælter ned over stedet og trommer mod de udspændte sejl hen over bænke og borde, er lydtapetet fyldt godt ud. Men da regnen stopper og håndværkerne stiller maskinerne fra sig for en stund, rammes vi af en fuldstændig fredfyldte stemning. Meget lig den man også oplever på ture i skoven og langs vandet. Træflisen, der er spredt ud mellem laderne, spreder sammen med de omgivende planter, buske og træer en herlig duft, og byens trafik og larm synes pludselig meget langt væk.

I caféen langes der blandt andet kaffe, øl og lette anretninger over disken, i restauranten Lade 609 er der dækket op på bordene før aftenens gæster ankommer og i madboderne dufter der blandt andet af frisk fisk og sydamerikansk soulfood. Maden og råvarerne er de centrale elementer på BaneGaarden, der blandt andet også huser Aarstidernes gårdbutik og restauranten noon, som laver frokost og bringer ud til forskellige virksomheder.

- Nogle af de kollegaer, vi har her, er folk fra den absolutte gastronomiske elite. De kommer herind for at bruge deres unikke evner til at lave noget, der også er tilgængeligt og ikke så dyrt. Vi har 25 Michelinkokke fra hele verden, der laver menuerne i vores frokostcatering - og det er altså mad, der koster 56 kroner per kuvert. Det er sjovt at få så dygtige mennesker til at lave mad, der ikke koster ret meget. Det gør, at man virkelig kan flytte på noget, siger Carl Johan Paulsen, og fortsætter:

- Det kan lade sig gøre at holde priserne nede, fordi vi bruger rigtig mange grøntsager. Ved nogle retter kan vores gæster selv vælge, om det skal være med kød eller grønt. Siden vi startede har mellem 55 og 60 procent af gæsterne af sig selv valgt grønt mad. De forudsætninger gør jo, at man kan lave noget på ret højt niveau, der smager helt fantastisk, men som også er til at betale, fastslår han.

Inventaret hos Lade 609 er genbrugsmøbler, og i det hele taget gør man sig umage med at tænke bæredygtighed ind i alle aspekter af projektet på det gamle baneterræn. Foto: Jørgen C. Jørgensen

Et sted, der rykker

De økologiske og bæredygtige råvarer er selvsagt essentielle for BaneGaarden, men folkene bag forsøger at tage den grønne tankegang et niveau eller to videre.

- Vi har på restauranten en skaldyrsmenu, hvor rejerne er tejnfanget og fra Skandinavien. Og i vores frokostcatering bliver maden kørt ud med elbiler. Ambitionen er, at vi skal blive en platform for bæredygtig udvikling - både for almindelige gæster, men også på tværs af brancher og discipliner, siger Ida Marie Banke.

- Vi har blandt andet allieret os med Mette Bak Andersen, der er ph.d. i bæredygtigt design og udvikling. Hun hjælper os med at skabe det her sted, så det bliver mere end »bare« et hyggeligt samlingssted. Det skal også være et sted, der rykker i forhold til bæredygtig udvikling, påpeger hun.

Ida Marie Banke fortæller, at den bæredygtige bevidsthed også kommer til udtryk i renoveringen af de gamle lader. Her bruger man blandt andet kærnemælksmaling, der ikke indeholder mikroplast. Nogle af vinduespartierne samt et drivhus har man fået fra Naturhistorisk Museum, der har bygget om, og al inventar i restauranten er genbrugsmøbler.

Læring og kulturformidling er et andet vigtigt element for BaneGaarden. Stedet holder løbende arrangementer, der spænder fra filmaftener hen over yoga, foredrag, fællesspisning og koncerter til besøg af skoleklasser, der skal blive klogere på grøn omstilling.

Man kan altså ikke sammenligne stedet med de mange streetfood-markeder, der skyder op alle vegne for tiden. Selvom mange af disse bestemt også har noget at byde på og ind med, er BaneGaarden helt sit eget sted.

- Noget af det, der er interessant, er nogle af de modsætninger, der er. Her oplever en ro, der er grønt og ikke proppet med mennesker. Jeg tror, at folk oplever det som en oase. Samtidig er her nogle helt unikke bygninger, som det vil være forfærdeligt at rive ned. Og så er det en fantastisk mulighed for københavnerne, der ikke behøver at cykle mere end to kilometer for at komme hertil. Men alle er velkommen, smiler Ida Marie Banke.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk