24. august 2019
Naturvejleder Helen Holm bevæger sig over tuerne i Holmegaard Mose. Foto: Lars Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Naturvejleder Helen Holm bevæger sig over tuerne i Holmegaard Mose. Foto: Lars Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stor sjældenhed i Fensmarks baghave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stor sjældenhed i Fensmarks baghave
Oplev - 26. april 2019 kl. 10:45
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Holmegaard Mose har været en vigtig kilde til tørv og brændsel. Området er enormt, men højmosen virker stadig uberørt og er helt unik med sin særegne sammensætning af mosebund, dyr og planter.

Det føles næsten som at gå på en skumgummimadras, når man træder op på en af tuerne i Holmegaard Mose ved Fensmark. Nedenunder mos og planter kan man høre vandet skvulpe ind og ud af det sphagnum, der danner det helt særlige og iltfattige underlag, som en højmose består af.

Holmegaard Mose er en af de få tilbageværende højmoser i Danmark - og den største af sin slags på Sjælland. Cirka 600 hektar eller seks kvadratkilometer breder den sig over. Vi er taget herud med naturvejleder Helen Holm, som selv bor i området, og som anbefaler et besøg i mosen.

- Noget af det, der er så fantastisk ved det her sted, er vidderne. At der så tæt på byen og beboelse ligger sådan et kæmpe stort område, som vi oven i købet har adgang til, siger hun.

Alle har da også muligheden for at besøge mosen, som hører under Holmegaard Gods. Man skal dog sørge for at holde sig fra steder med gennemstrømmende vand og åbne tørvegrave. Det er sjovere at vende hjem uden bukser, der er våde til livet.

Højmosen er af en helt særegen natur med det store, åbne område uden et eneste træ på og bugtende op og ned med de mange tuer. Tilbage i stenalderen lå der en sø på stedet. Den groede til med sumpplanter og efterhånden overvoksede tørvemos - også kaldet sphagnum - søen og udgjorde efterhånden en fire-fem meter tyk hvælvet moseflade, hvor levende tørvemos voksede ovenpå sammenpressede lag af den tidligere vegetation.

Beboet siden stenalderen

- Det har været et sted, hvor mennesker har boet på bredden af søen og sejlet ud i stammebåde for at fange fisk og hente muslinger. Vi ved, her har boet mennesker, fordi der oppe ved Trollesgave er gjort flere markante fund af buer og et kranie med en spydspids igennem, fortæller Helen Holm.

Højmosens tørv har angiveligt været genstand for opmærksomhed, siden man i ældre jernalder begyndte at bruge det som brændsel. Og da Holmegaards Glasværk blev bygget i 1825 lige på kanten af højmosen, kom der for alvor gang i høsten af tørv.

- Man kan stadig flere steder se nogle store firkantede områder, hvor man har gravet tørv til brændsel. Det er også derfor, at Holmegaard Glasværk blev bygget lige derovre. Her var tørvet og dermed varmekilden, fortæller Helen Holm.

De ilfattige lag i mosen gør, at dyre- og plantelivet er helt specielt. Hedelyng, mosebølle, kæruld, klokkelyng, den insektædende soldug og tranebær er nogle af de planter, man kan se i mosen. Dyrelivet byder blandt andet på firben, stålorm, hugorm, traner og forskellige arter af sommerfugle.

- Jeg synes, det er så fantastisk at have den slags natur. Skoven er spændende, men også mørk og afgrænsende. Her kan man næsten - bortset fra fugletårnet og skorstenen på glasværket - forestille sig et landskab fra en anden tid. Her er ingen huse, og her er skovgrænse hele vejen rundt. Jeg synes, det giver ro, siger Helen Holm, som har boet tæt på mosen i 23 år.

Hun sætter sig flere gange under turen på hug for at plukke og fortælle om de forskellige planter, vi kommer forbi - blandt andet resterne af sidste års mosebøllebær.

- Den får et bær, der ligner blåbær, men ikke er blåbær. De er hvide indeni. Der går en gammel historie om, at folk på egnen plukkede de her og solgte dem som blåbær inde i byen, hvor folk ikke kunne se forskel, griner naturvejlederen.

Vi går lidt videre og kommer til en gangbro, der fører hen over den drilske sphagnum, hvor et forkert skridt hurtigt kan betyde gennemblødte klæder. En fantastisk måde at komme helt tæt på mosens sphagnum. Og blot én af mange gode grunde til at aflægge Holmegaard Mose et besøg.

Holmegaard Mose

Der er begrænset plads på p-pladsen ved Fensmark Skov 2A. Alternativt kan man parkere ved Holmegaard Glasværk.

Færdsel om natten er ikke tilladt.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk