20. marts 2019
I aften har musical-klassikeren »Grease« premiere på amatørteatret Krabasken i Slagelse. 25 frivillige skuespillere tager alle Grease-fans tilbage til de pastelfarvede 1950?ere. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

I aften har musical-klassikeren »Grease« premiere på amatørteatret Krabasken i Slagelse. 25 frivillige skuespillere tager alle Grease-fans tilbage til de pastelfarvede 1950?ere. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: På tåspidser og iført tyl: »Grease« opføres af frivillige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På tåspidser og iført tyl: »Grease« opføres af frivillige
Oplev - 15. marts 2019 kl. 11:07
Af Fleur Sativa
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Klik, klak, klik.
I gule, grønne og røde farver bløder lyset fra loftets spots det mørke scenegulv op, da høje hæle sko selvsikkert bevæger sig ind og stjæler opmærksomheden, så både ører og øjne følger med.

Længere oppe hænger tunge skørter proppet med tyl ned langs benene.

- Vi tager lige scenen én gang til, afbryder en mand højlydt og kigger ned i det papir, han har i hånden.

På det lokale teater Krabasken i Slagelse er de sidste prøver i gang, inden den ikoniske historie om romancen mellem Danny og Sandy i musicalen »Grease« har premiere i aften, fredag den 15. marts.

Scenen, der øves, er fra det tv-transmitterede bal på skolen, der blandt andet indeholder en stor dansekonkurrence. Manden med papiret er Frederik Dybdal, der i år for anden gang nogensinde gør sig som instruktør.

Og ligesom alle skuespillerne og andre scenefolk, er han frivillig.

- Folk kommer med alle mulige baggrunde. I sidste ende handler det bare om, at de, der er her, er interesseret i teater i et eller andet omfang, forklarer Frederik Dybdal.

- Men vi har også folk, der bare synes, at det her foreningsliv, vi har, er sjovt. Vi bliver sådan lidt en stor familie, fordi vi bruger en masse timer heroppe, uddyber han.

Derfor tæller de frivillige både kostumedamer, teknikere, orkester, kulissefolk og scenografer. Altså foruden dem, der er på scenen.

For det er ikke nogen nem opgave at skrue en forestilling sammen. Og sværere bliver det, når det drejer sig om en historie som »Grease«, som mange har et forhold til, påpeger Frederik Dybdal.

Selve teateropførelsen, der kørte over 3388 forestillinger, er lavet før filmen, som den 16. juni 1978 havde amerikansk premiere, og ifølge Kino.dk sidenhen har indtjent omkring 400 millioner dollars verden over.

- Så der er nogle ting, der er i filmen, som ikke er i teatret. Men vi har valgt nogle ting, som vi har taget fra filmen og proppet ind i teaterversionen. På den måde forsøger vi at lave den der røde tråd, forklarer Frederik Dybdal.

I Krabaskens opførelse af musicalklassikeren »Grease« går snakken fra første scene på, at Danny Zuko og Sandy Olsen møder hinanden i sommerferien.

Derfra møder de to hinanden i forskellige sammenhænge på Rydel High i 1959, hvor Danny skiftevis er ham den søde fra sommerferien, der gerne vil hende, og ham den seje fyr, der skal opretholde en facade over for drengene på skolen.

På den måde lykkes det ifølge Frederik Dybdal at blande den oprindelige Broadwaymusical og filmen, der sidste år kunne fejre 40-års jubilæum, når Krabasken i Slagelse folder det pastelfarvede univers ud og fortolker den fiktive fortid, hvor man kunne spise is til frokost og gå med tylsskørt til hverdag.

Deraf håber instruktøren, at de fleste vil kunne genkende historien og scenerne, der udspiller sig. Et mål, der har været arbejdet hen imod, siden arbejdet med musicalen begyndte i maj sidste år.

Her begyndte blandt andre Frederik Dybdal at caste frivillige skuespillere.

To af dem blev hovedrolleindehaverne Elizabeth Dybdal og Christian Beengaard. Førstnævnte er instruktørens egen lillesøster.

Det er dog ikke af familiære grunde, at Elizabeth Dybdal er valgt til rollen.

Udover at have det lyse hår og blide ansigt, ligesom Olivia Newton-John i filmversionen, har hun været frivillig og spillet skuespil i foreningen Krabasken, siden hun var 11 år.

Også Christian Beengaard, der forsøger at gøre John Travolta kunsten efter i rollen som Danny, har været frivillig i foreningen i mange år. Således er han kommet der, siden han var 13 år.

- Ved hovedrollerne er der forskellige ting, der spiller ind. De skal helst ligne den Danny og Sandy, vi kender. Men noget væsentligt er selvfølgelig, at de her roller kan noget med deres stemmer. Der er nogle rigtig gode, flotte sange, så det er vigtigt, at det er en god oplevelse, og at der er nogle gode sangkræfter bag, forklarer Frederik Dybdal om valget af hovedrolleindehavere og uddyber:

- Og det er der i både Danny og Sandy.

For Frederik Dybdal er det nemlig ikke første gang, han har arbejdet med de to hovedrolleindehavere.

Udover at begge er kommet i foreningen Krabasken i mange år, havde Elizabeth Dybdal og Christian Beengaard også begge hovedrollerne i musicalen Askepop, der ligeledes blev instrueret af Frederik Dybdal og fremført i 2016.

Og den chance er de begge glade for at have fået igen. For ligesom der er kærlighed på scenen i Grease, er der kærlighed i foreningen Krabasken.

- Der er et helt vildt godt fællesskab her. Og uanset om man så er 10 eller 40 år, kan man have noget at sige. Og ens tilstedeværelse betyder noget, forklarer Elizabeth Dybdal.

Både hun og Christian Beengaard glæder sig derfor til i aften, når de igen står på det mørke scenegulv under de gule, grønne og røde scenelys for at spille sammen med resten af castet til Grease.

Her vil det nemlig ikke være for at øve.

- Så vi håber helt klart, at det bliver en fantastisk oplevelse, fortæller Christian Beengaard og mindes, hvordan forløsningen af hårdt arbejde føltes efter sin seneste hovedrolle:

- Der, når folk har klappet af, lyset går ned, og vi går af scenen. Der står man og hopper, fordi der er så meget adrenalin inden i én, fortæller han og husker:

- Man bliver fuldstændig høj af det.

Musicalen »Grease« har premiere den 15. marts. I alt opføres den 17 gange.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk