26. februar 2021
Forfatterne Pernille Plaetner (forrest) og Marianne Rohweder har skrevet synopsis og storyboard til deres anden roman i Martha Munk-serien på en tapet-rulle, der nemt kan rulles ud på et langt bord, når de arbejder sammen i skriveprocessen.
gallery icon

Se billedserie

Forfatterne Pernille Plaetner (forrest) og Marianne Rohweder har skrevet synopsis og storyboard til deres anden roman i Martha Munk-serien på en tapet-rulle, der nemt kan rulles ud på et langt bord, når de arbejder sammen i skriveprocessen.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny krimi-serie: Martha har travlt med mordgåder et bestemt sted på Sjælland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny krimi-serie: Martha har travlt med mordgåder et bestemt sted på Sjælland
Oplev - 19. februar 2021 kl. 07:04
Af Stefan Andreasen

De to kollegaer og veninder Pernille Plaetner og Marianne Rohweder fra Nykøbing Sjælland, journalister og forfattere med lange karrierer, er - efter 40 års venskab - gået sammen i et skrivefællesskab om en serie krimiromaner med politiassistent Martha Munk fra Nykøbing Sjælland som gennemgående figur.

arrow Læs også: Bragende start for to veninders krimi-serie

Seriens første bind »Hundeungerne« udkom 25. januar og har fået en flyvende modtagelse og er strøget til tops på Mofibos bestsellerliste (ugens mest lyttede).

En lang strimmel

Den berømte amerikanske beat-forfatter Jack Kerouac skrev manuskriptet til sin gennembrudsroman »On the Road« i begyndelsen af 1950'erne på en 40 meter lang strimmel af sammentapede ark af tegnepapir. Pernille Plaetner og Marianne Rohweder brugte en lang strimmel af sammentapede A4-ark, da de skrev »Hundeungerne« - nu er de gået over til en tapetrulle med 10 meter papir.

- To'eren er godt i gang på tapetrullen. Vi har skrevet tre-fire meter på to'eren nu, siger Marianne Rohweder grinende om forfatternes storyboard, der ligger udrullet på et langt bord, når de arbejder.

  • Pernille Plaetner stammer fra Kalundborg, er journalist, forfatter, revy- og tekstforfatter og har skrevet tekster til Benny Andersen & Povl Dissing, Christian Søgaard Trio og Pia Scharling.
  • Marianne Rohweder stammer fra Vejle og er forfatter og journalist til en række fagbøger, biografier og skønlitteratur.
  • De to forfattere og journalister har været veninder i 40 år, bor nu ved Nykøbing Sjælland med et stenkast imellem sig og har sammen kastet sig ud i krimigenren med den nye serie om politiassistent Martha Munk - første bind blev udgivet 25. januar på forlaget Grønningen 1.
  • »Hundeungerne« er deres debut i krimigenren, men tidligere har de sammen skrevet tekster til flere sommerrevyer og står bag klummen »Maries Verden« i ugebladet Hjemmet.
  • Martha Munk-serien handler om mord i provinsen, men også om samfunds- og kvindeliv og kærligheden.
  • Pernille Plaetner og Marianne Rohweder vil skrive ti romaner med Martha Munk og Nykøbing Sjælland som omdrejningspunkt.

De bor kun et stenkast fra hinanden - Pernille Plaetner i fiskerflækken Strandhusene, Marianne Rohweder i stråtækt idyl i Ulkerup Skov. I skriveprocessen mødes de hver eftermiddag på skift hos hinanden efter at have skrevet på et kapitel hver for sig.

- Når man er to om én roman og sidder og skriver hvert sit sted, er man nødt til at gøre noget meget synligt med sin synopsis og sine personer, så man hele tiden er koordineret, og her er vores tapetrulle et fantastisk værktøj, fortæller Marianne Rohweder.

På rullen står der - udover en tidslinje med handlingen - aftaler om persongalleriet, så begge forfattere er skarpe på personerne, deres historier, temperamenter og liv.

- De gule post it-sedler er til alle de lyse indfald, vi får undervejs; til noget, der måske er fem kapitler fremme i historien. Så kan vi lige samle op på det til den tid, siger Marianne Rohweder.

- Før klistrede vi A4-ark sammen til en lang strimmel som storyboard og satte op på væggen. Men tapetrullen er genial. Så kan man lige rulle den ud på et langt bord og overskue det hele, siger Pernille Plaetner.

- Det giver et samlet billede af historien, som computeren ikke kan bruges til. Det er dejligt old school, siger Marianne Rohweder.

Nu leger vi med krimier

Om springet til krimigenren lyder det:

- Vi elsker jo at lege sammen. Det har vi gjort i 40 år. Vi har skrevet alt muligt, og vi afsøger hele tiden nye muligheder for, hvad vi kan gøre sammen og have det sjovt med, så nu leger vi med krimier, siger Pernille Plaetner.

Den nye serie om politiassistent Martha har Nykøbing Sjælland og Odsherred som ramme. Men inspirationen kommer ikke direkte fra borgere fra lokalområdet.

- Det er ikke specifikke, genkendelige, lokale personer i romanen. Det er mere typer, som vi har mødt i vores liv. Vi har begge være gift, er blevet skilt, har lavet mange forskellige ting og har mødt en masse mennesker, som nu kommer frem til overfladen. Det er inde i hovedet, det hele. Så kombinerer vi det med et mordgådemysterium - en kombination af krimi og beskrivelse af hovedpersonen Marthas liv, og de mennesker og det liv hun møder undervejs, siger Pernille Plaetner.

- Romanen er både med kærlighed og grusomme mord - den har det hele. Men det er ikke groft, udpenslede mord med udførlige beskrivelser af offerets skader. Det er mere opklaringen, puslespillet, gåden, det handler om, end opflåede maver, fortæller Marianne Rohweder.

- Man skal bruge sin hjerne for at regne mordgåden ud. Men det er også en handling med flirt, kærlighed og sex, madlavning og kaffebrygning - og økohøns. Som livet nu er.

- Det er en beskrivelse af mennesker og skæbner - med varme - samtidig med at det er en mordgåde. Vi vil gerne folde samfundet ud med alle elementer. Der er ingen, der er bedre end andre. Alle har spændende liv, siger Marianne Rohweder.

Alle kender alle

- Der er flere grunde til, at vi har lagt vores historie i Odsherred. Først og fremmest var det vigtigt at lave en krimi om »almindelige mennesker«; de mennesker, som vi allesammen kender og møder på gaden, og som vi måske kan spejle os i.

- Provinsen har den fordel, at alle kender alle. Folks historier løber sammen og fletter sig ind i hinanden på måder, som man aldrig ville opleve i en storby. Der er en anden sammenhængskraft i provinsen. En større nærhed på godt og ondt, mener Pernille Plaetner.

Begge forfattere elsker provinsen, som de er rundet af. Marianne Rohweder kommer oprindeligt fra Vejle, Pernille Plaetner fra Kalundborg. De mødtes første gang i Lemvig for 40 år siden.

- Vi har boet mange andre steder i provinsen, så det er et miljø, vi har inde under huden; vi kender vores lus på travet. Og så kender vi jo Nykøbing Sjælland og Odsherred ekstra godt, og vi elsker vores område og er inspireret af det, siger Pernille Plaetner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marianne Rohweder (th.) og Pernille Plaetner debuterer som krimiforfattere med romanen »Hundeungerne«. Foto: Per Christensen

Sjöwall og Wahlöö

De to forfattere er enige om, at når det gælder en yndlingskrimiserie, skal der kigges til et journalist-makkerpar på den anden side af Øresund.

- Det må være Sjöwall og Wahlöös serie »Roman om en forbrydelse« med kriminalkommissær Martin Beck. Det var jo nogle af de første kriminalromaner, der bragede igennem, efter Raymond Chandlers Philip Marlow-romaner. Sjöwall og Wahlöö har det samfundskritiske med og kritikken af politiets arbejdsforhold. Det kan jeg godt lide, siger Marianne Rohweder.

- Vi har været på besøg på den lille politistation i Nykøbing Sjælland, og vi er inspireret af den snak, vi havde med politifolkene om arbejdsvilkårene i politiet her i provinsen og i det hele taget for politiet i Danmark. Hvordan ressourcerne prioriteres - også på en lille lokal politistation. I romanen skal tre mand køre en mordefterforskning, samtidig med at de skal foretage sig en masse andet til højre og venstre, fortæller Pernille Plaetner.

- Romanen handler også om, hvordan det er at være politibetjent i et lokalsamfund, hvor alle kender alle, og hvor man også selv er en del af samfundet. Hvor der kan dukke modsætningsforhold op, som er svære at tackle, forklarer Pernille Plaetner.

10 romaner i Martha-serien

Venindernes krimier bygges op som klassiske mordgåder, som puslespil, hvor læseren får spor undervejs og kan gætte med.

- Det er også en samfundsbeskrivelse. Og en historie om den virkelighed vi lever i, og de historier vi alle sammen bærer på. Det er en roman om kvindeliv. Hovedpersonen Martha er i begyndelsen af 40'erne, og vi har tænkt os at skrive mindst 10 romaner i serien, så vi følger hende op gennem 40'erne, fortæller Marianne Rohweder.

I starten af romanen ryger Martha Munk ned med stress og får en sygemelding. Men hun kan ikke holde sig fra en sag, der dukker op, så hun kører sin egen efterforskning. En narkoman findes død på toilettet på togstationen i Nykøbing Sjælland. Martha Munks kollegaer vurderer, at dødsfaldet skyldes en overdosis, men da en stribe mord begynder at hærge det lille lokalsamfund, er Martha Munk den eneste, der kan se sammenhængen mellem den døde narkoman og de øvrige dødsfald.

I romanen bor hovedpersonen Martha Munk lige udenfor Strandhusene ved Nykøbing Sjælland og hendes mor i Kildehusene tæt på.

- Vi bruger lokaliteter i Odsherred, for eksempel er Algade i Nykøbing Sjælland med, men så laver vi lidt om. Det gamle vandtårn i Nykøbing Sjælland er for eksempel blevet ombygget til operahus. Der er genkendelige ting i forhold til byen, men det kunne ligeså godt være i alle mulige andre byer i provinsen, siger Marianne Rohweder.

Efter 1. marts vil det igen være muligt at få udbetalt de resterende feriepenge. Tager du imod tilbuddet?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk