18. oktober 2019
Holtug Kridtbrud ligger smukt på den nordlige del af Stevns Klint. Fotos: Jørgen Chr. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Holtug Kridtbrud ligger smukt på den nordlige del af Stevns Klint. Fotos: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En perle af kridt ved Stevns Klint

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En perle af kridt ved Stevns Klint
Oplev - 10. maj 2019 kl. 09:52
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Siden man i 1972 stoppede med at udvinde kridt og kalk fra Holtug Kridtbrud, har området fået lov til at udvikle sig helt på egne præmisser og står i dag som et enestående stykke natur. Uden for tørkeperioderne er bunden af bruddet fyldt op med vand, og i søen - omkranset af stejle kalk- vægge - lever salamandere og frøer i bedste velgående.

Selv på en blæsende gråvejrsdag, hvor solen kun sporadisk kigger frem, er her bragende smukt. Man forstår straks, hvorfor Bente Magelius, formand for Stevns Fotoklub, bruger meget tid her med kameraet, og anbefaler OPLEV Sjællands læsere at tage en tur til Stevns Klint, som kridtbruddet har gjort indhug i.

- Når der er vand i bruddet, og solen skinner, er her helt fantastisk. Farverne i vandet - både i søen herinde og hvor kalken kommer ud i havet - er meget flotte. Der er en utrolig variation af farver, og der er aldrig to dage, som er ens her, fortæller Bente Magelius, som er vokset op i Store Heddinge og i dag bor i Faxe.

- Jeg er her på alle årstider. Hele tiden er her noget nyt. Man skal bare bevæge sig lidt, så bliver lyset anderledes. Her er altid noget at se og fotografere, fastslår hun, mens hun kigger ud over bruddet med Østersøen i baggrunden.

Ud over de fredede vandsalamandere og grønne frøer er her også et rigt planteliv. Bruddet er blandt andet hjemsted for stor gyvelkvæler, og om sommeren er der masser af sommerfugle. De geologisk interesserede kan blandt andet se aflejringer af fiskeler, som blev dannet for 65 millioner år siden.

- Her er både de store skrænter og landskabet, men også de helt små ting som dyr og planter. Jeg tager tit herud for at makrofotografere, siger Bente Magelius, som sammen med Stevns Fotoklubs omkring 25 medlemmer ofte lægger vejen forbi Holtug.

Det foreslår hun også, at andre gør. På en varm sommerdag er der gode bademuligheder, og er der vand i bunden af bruddet, kan man prøve at spotte salamandere. Mange kommer også forbi for at prøve at finde fossiler af søpindsvin eller hajtænder. Fiskemulighederne er også rigtig gode - og så er udsigten fra toppen af bruddet, som nævnt, fantastisk.

For de vandringsglade kan man følge Stevns Klint Trampesti og lægge vejen forbi, eller blot gå den kuperede tur rundt om hele det gamle brud.

- Når først der kommer mere vegetation, så er det helt vildt. Der er ikke så mange farver lige nu, men der sker meget, når der kommer sol på, smiler Bente Magelius.

Holtug Kridtbrud
Holtug Linievej, 4660 Store Heddinge. Der er p-plads for enden af Holtug Linievej. Herfra er der nem adgang til bruddet.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk