16. februar 2019
Captain Marvel bliver nyeste skud på stammen af superhelte, og måske bliver hun tungen på vægtskålen i kampen mod Thanos. Foto: Marvel Studios
gallery icon

Se billedserie

Captain Marvel bliver nyeste skud på stammen af superhelte, og måske bliver hun tungen på vægtskålen i kampen mod Thanos. Foto: Marvel Studios
Foto: null
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Det skal du se i biffen i 2019

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det skal du se i biffen i 2019
Oplev - 18. januar 2019 kl. 10:05
Af Morten Chas Overgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Er du typen, der mener, at film skal ses i biografen, så er der god grund til at læne sig tilbage i biografmørket og sørge for, at der er fyldt op i bægeret med popcorn i 2019.

Det kommende år byder nemlig på tonsvis af underholdning i landets biografsale, så det er bare om at hanke op i sin biomakker og få planlagt kalenderen.

De seneste år har stået i superheltenes tegn, og 2019 bliver absolut ingen undtagelse.

Avengers: Infinity War skulle være kulminationen på de foregående 18 film i Marvels Cinematic Universe, men i stedet for at afslutte sagaen om de populære superhelte efterlod filmen millioner af biografgæster i en nærmest apatisk tilstand, mens de med måben kunne se rulleteksterne rulle over skærmen, da det så sortest ud for hovedpersonerne.

I april 2019 kommer efterfølgeren Avengers: Infinity War Endgame, hvor vi forhåbentlig får en kulmination på krigen mod Thanos.

En af dem, der muligvis skal bidrage til en lykkelig slutning på krigen i Marvels farverige univers, er Captain Marvel spillet af Brie Larson.

Der blev teaset til Captain Marvel efter rulleteksterne i den første Infinity War, så mon ikke Captain Marvel, der udkommer i marts, kommer til at lægge op til den endelige afslutning?

Disney live action

Når man snakker om Disney-film, er det typisk de elskede tegne- og animationsfilm, der står forrest i erindringen, men i 2019 går Disney nærmest amok i live action-film.

Det er et sats at pille ved klassikerne, men hvis man ser traileren til Dumbo, der udkommer i slutningen af marts, får man en klar fornemmelse af, at den hjerteskærende historie om babyelefanten med de store ører, der bliver fjernet fra sin mor, er behandlet med den største respekt.

Filmen har blandt andet Colin Farrell, Eva Green og Michael Keaton på rollelisten, og når det er Tim Burton, der instruerer, er der garanti for underholdning og masser af dybde.

2019 byder også på et gensyn med løverne på Kongeklippen, når Løvernes Konge kommer som animeret spillefilm.

Et første kig på filmen afslører utroligt smukke animationer og fantastiske landskabsbilleder, så det tegner godt for den nye version af klassikeren, der var forud for sin tid i 1994.

Plakaten til 2019-versionen af Aladdin lagde internettet ned, da en nærmest uigenkendelig Will Smith prydede forsiden som lampeånden Genie.

Der er endnu ikke frigivet ret meget materiale om filmen, der udkommer i maj, så det bliver spændende at se, hvad Disney får ud af historien om gadedrengen fra Agrabah.

I animationsfilm-genren kommer 2019 også til at byde på fortsættelsen til How to train your dragon, og så kan børneforældre også godt begynde at varme ørerne op, for i november kommer fortsættelsen til kæmpesuccesen Frozen, der fik børn verden over til at skråle med på hittet »Let it go«.

Stjerner på stribe

Det bliver altid underholdende, blodigt og nogle gange direkte mærkeligt, når Quentin Tarantino sætter sig i instruktørstolen, og det bliver nok ingen undtagelse med filmen Once upon a time in Hollywood.

Her har den excentriske instruktør samlet en ren stjerneparade af Hollywood-skuespillere, og på stribe kan nævnes Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, Dakota Fanning, Kurt Russell og Al Pacino.

Historien udfolder sig i 1969 i Los Angeles i tiden omkring kultlederen og massemorderen Charles Manson og Helter Skelter, uden det bliver en film om Charles Manson.

2018 bød på et fantastisk portræt af Queen-frontmanden Freddy Mercury, og i 2019 kommer filmen Rocketman.

Den britiske skuespiller Taron Egerton sang sig ind i mange hjerter i tegnefilmen Sing, hvor han satte sit eget præg på Elton John-hittet »I'm still standing«, og i 2019 bliver hans sangstemme for alvor sat på prøve, når han skal portrættere Elton John igennem en hel spillefilm.

Gyselige gensyn

Man kan ikke sige gys uden at sige Stephen King, men da filmatiseringen af gyseren Pet Sematary udkom i 1989, var modtagelsen direkte elendig.

Nu prøver Paramount igen, og det første glimt af filmen får det mildest talt til at løbe koldt ned ad ryggen, så gensynet med den uhyggelige dyrekirkegård kan næsten kun blive bedre end forgængeren.

Det er også Stephen King, der har skabt klovnen Pennywise, som blev genfilmatiseret i gyseren It i 2017. Nu kommer andet kapitel, som foregår 20 år efter den første, og filmen har James McAvoy i hovedrollen.

Danske nyheder

Det er ikke kun Hollywood, der kan producere seværdige film, og på den danske biografscene kan man glæde sig med et gensyn med Røskva og Tjalfe fra familietegnefilmen Valhalla fra 1986. Ronald Møller spiller Thor, og det er Fenar Ahmad, der også står bag Underverden, som instruerer.

2019 byder også på filmatiseringen af Puk Damsgårds roman »Ser du månen, Daniel« om den danske fotograf Daniel Rye, der blev holdt gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i over et år.

Puk Damsgård vandt Cavlingprisen for sin fortælling, og filmatiseringen skal instrueres af makkerparret Niels Arden Oplev (Mænd der hader kvinder) og Anders W. Berthelsen, mens titelrollen skal spilles af Esben Smed.

Det er bare nogle af de titler, man kan glæde sig til i 2019, men der kommer naturligvis mange flere spændende, sjove og rørende film, så gør plads i kalenderen og sæt dig godt til rette.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk