7. december 2019
Villi Seemann ved siden af sin Auster MK V - det enste flyvedygtige eksemplar i Danmark.
gallery icon

Se billedserie

Villi Seemann ved siden af sin Auster MK V - det enste flyvedygtige eksemplar i Danmark.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 77-årige Villi flyver sin historiske perle til Airshow

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

77-årige Villi flyver sin historiske perle til Airshow
Oplev - 04. august 2019 kl. 11:54
Af Lars Jørgensen, OPLEV Sjælland
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De grønne hangarer på Ringsted Flyveplads syner ikke af meget udefra. Men inde i en af de slidte grønne haller går 77-årige Villi Seemann fra Hedehusene og vedligeholder en lille historisk perle af et fly. I slutningen af 1980'erne købte han sit Auster MK V, som trillede ud fra Royal Air Force i 1943 med henblik på at udføre observationsopgaver for de britiske og allierede styrker.

arrow Læs også: DC-3 varmede op til Airshow

- Den var ikke med under selve invasionen og D-dag. Derfor har jeg også valgt ikke at give den de tre invasionsstriber, som ellers er malet på mange fly fra samme tid, fortæller Villi Seemann, da vi møder ham i hangaren.

- Den er født som artilleri-observationsfly. Det vil sige, at inde i det relativt store bagagerum sad en artilleriobservatør på tværs. Idéen var, at man fløj rundt typisk over egne linjer - i 400-500 fods højde kan man se meget mere - og så sendte observatøren koordinater ned til artilleribatteriet. Koordinaterne udpegede dem, man godt ville have fjernet - og så fik de en ordentlig gang pulver. Så tyskerne hadede de her små fly som pesten, for når de så sådan et, vidste de godt, at 10 minutter senere så faldt helvede ud af himlen, fortæller Villi Seemann, som i dagens anledning har iført sig baret og jakke med emblemer.

- Dørken under piloten, pilotens sæde og ryglæn blev pansret. Observatøren var forbrugsgods. Det var dyrt at uddanne piloter - observatører kunne man lave på samlebånd... Krig er et grimt håndværk! konstaterer han.

Roskilde Airshow
  • 16., 17. og 18. august i Roskilde Lufthavn
  • I år sætter Airshowet særligt fokus på 2. Verdenskrig i
  • anledning af 75-året for D-dag.
  • I år er det 13. gang, at showet afvikles
  • Gæster kan opleve alverdens flytyper både på landjorden og i luften heriblandt militærfly, krigsfly, kunstfly, trafikfly og helikoptere
  • Airshowet byder også på »Drone Racing«, tusmørkeshow med
  • fyrværkeri, mulighed for
  • rundflyvninger og en masse andre aktiviteter.



Læs mere på www.airshow.dk
Fra Casablanca til Gran Canaria

Flyet, som i øvrigt er det eneste flyvedygtige eksemplar af sin slags i Danmark, har selvsagt haft en lang historie. Blandt andet har det haft en lang periode som civilt fly.

- Jeg har alle logbøgerne, fra det forlod Royal Air Force. Det er fornøjelig læsning. Blandt andet har det været på Gran Canaria. Der var en tysk markgreve, som fløj den til Gran Canaria fra Casablanca i Marokko. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det var før opfindelsen af GPS og alle de andre smarte navigationssystemer. Han er simpelthen fløjet derud på kort og kompas. Der er blandt andet det ved, at når du kan se øerne, har du brugt halvdelen af dit brændstof - og er altså passeret »point of no return«. Så det er kun at fortsætte og håbe på, at vejret stadig er godt på resten af turen, griner Villi Seemann.

Flyet blev købt som civilt fly af Villi og hans hustru Lisbeth, som også var pilot, men senere omdannet til camouflagebemalet militærfly så tæt på det originale udseende som muligt.

I dag står han med et flot fly, der stadig er funktionsdygtigt og jævnligt deltager i forskellige fly-arrangementer. Blandt andet var han og 81 andre private piloter og deres fly i juni i Normandiet, hvor 75-året for D-dag blev markeret.

Hellere tekniker end pilot

Villi Seemann var i flyvevåbnet som værnepligtig, og man kunne godt foranlediges til at tro, at det var derfra, den store flyinteresse stammede. Men der tager man fejl.

- Da jeg havde været igennem de prøver, man skal for at blive optaget i Flyvevåbnet, spurgte de, om jeg ikke hellere ville være pilot frem for tekniker. Men det interesserede mig ikke en meter på daværende tidspunkt, siger Villi Seemann, som siden uddannede sig til ingeniør.

Flycertifikatet kom først senere - som en praktisk foranstaltning i forbindelse med hans arbejde.

Mand og kone-projekt

- På et tidspunkt arbejdede jeg med at lave industriservice, og når produktion og maskineri går i stå, er det ekstremt dyrt for kunden, at det ikke kører. Så det var ofte afsted med bil eller med SAS. Og blev jeg nu ikke færdig, inden flyet gik hjem igen, var der to muligheder; enten at sjaske det hele sammen, så det kunne køre lidt endnu, og jeg kunne nå flyet, eller at tage en overnatning. Så fandt min chef ud af, at hvis jeg kunne flyve selv, ville det være meget hurtigere - der er jo mange flere flyvepladser i Danmark end dem, som SAS flyver til. Og så var der nok også noget prestige i at sige til kunden, at de bare kunne sende en mand ned til den lokale flyveplads for at hente ingeniøren, smiler han og fortsætter:

- Da firmaet valgte at betale for mit flycertifikat, sagde min kone, at sådan et ville hun også have. Vi har sejlet sammen, siden vi var teenagere, og vi har set alt for mange familier, der købte båd, og i løbet af kort tid mistede manden enten båden eller konen. For konen kunne jo godt se, at hvis hun sad der ombord med to små børn, og han faldt overbord, hvad skulle hun så stille op? Da jeg begyndte at lære at flyve, var der i øvrigt et ægtepar, som faldt ned ovre på Bornholm, så min kone ville ikke bare sidde ved siden af i flyet og ikke vide, hvad det gik ud på. Så det kan godt være, at jeg fik certifikatet billigt - men jeg måtte betale hendes! siger han, men slår sekundet efter fast:

- Og det er så i øvrigt den bedste investering, jeg nogensinde har gjort. Vi blev hurtigt enige om at skiftes til at flyve. Den, der flyver, har så en fuldt kvalificeret pilot siddende i højre side, og det gør det hele meget nemmere. vi har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, fortæller Villi Seemann - med en vis portion vemod i stemmen, da snakken falder på Lisbeth, som desværre gik bort for fire år siden.

Siden da er det blevet til knap så mange ture for Villi, der ligesom sin hustru bestred en lang række hverv i forskellige flyklubber og -foreninger. Men den 16.-18. august er han og veteranflyet fra 1943 altså at finde på Roskilde Airshow. Et arrangement, som Lisbeth faktisk var med til at stable på benene i sin tid.

arrow Historisk brummen og jetdrøn fra himlen
13. august 2019 kl. 00:10 Opdateret: kl. 08:12
arrow Legendarisk bombefly kommer til Roskilde Airshow
04. august 2019 kl. 10:59 Opdateret: kl. 08:45

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk