
Vig Festivals formand Lars Gjerlufsen håber på en snarlig besked fra kulturministeren om afvikling af sommerens festivaler, forsamlingsloftets størrelse og eventuelle restriktioner.
- Vi håber og tror stadig på, at vi - med lyntest og vaccinationspas og kontroller ved festivalpladsen og campingpladserne - kan få lov til at lave festival til sommer, siger Lars Gjerlufsen.
- Jeg kan godt være lidt bekymret for den engelske variant, men forhåbentligt får eksperterne styr på den også. Der er jo delte meninger om, hvor meget den smitter, og vaccinerne er gode, siger Lars Gjerlufsen.
Formanden erkender dog, at B.1.1.7 tilsyneladende smitter børn lettere, og at de bærer smitten videre.
Alligevel vil festivalformanden ikke arbejde med en plan B, hvor børn og unge, der jo ikke kan vaccineres, bliver udelukket fra festivalen.
- Vig Festival er helt ind til benet en familiefestival, såå selvfølgelig skal børn og unge med.
- Ellers har vi jo også solgt billetter til et helt andet koncept. Så vi må tænke ind i en model med test ved indgangene. Og vi må se, hvad sundhedsmyndighederne kræver, siger Lars Gjerlufsen.
Det gælder også campingpladserne - specielt det gratis telt-område »Camp Rio«, hvor mange af festivalens unge ligger, og hvor der plejer at være ekstra gang i den.
- Det bliver helt klart en udfordring og noget med mere kontrol og krav om bedre hygiejne. Men heldigvis kender de unge til corona-reglerne fra skoler og efterskoler for at undgå at smitte hinanden, siger Lars Gjerlufsen.
Han erkender, at det kan blive svært at overholde hygiejne-regler, når der er alkohol involveret.
- Så må vi have mere opsyn og kontrol på, specielt blandt de unge.
- Men nu venter vi lige, til vi har fået en melding om, hvad vi må og ikke må, så vi kan tage bestik af situationen. Og lige nu går vi ud fra, at det kan lade sig gøre at lave festival til sommer, siger Lars Gjerlufsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her