

Se billedserie
Den traditionsrige Lars Lilholt-openair på Pottegården på Ellinge Lyng i Odsherred flyttes i 2020 til Kræmmerpladsen i Vig.
Fredag den 26. juli optræder den folkekære trubadur med band for 26. gang på Pottegårdens fyrretræs-indrammede p- plads, men det bliver også sidste gang.
- Vi vil godt trappe ned nu. Så fremover vil FK Odsherred og Lars og hans kone Ninna selv stå for arrangementet, siger Kate Jensen fra Pottegården.
Lilholt-koncerten flyttes fra juli 2020 til Kræmmerpladsen i Vig på det sted ved skråningen - bag supermarkederne - hvor Vig Festival blev grundlagt med Kim Larsen-openair.
- Vi har været rundt og se på pladser sammen med Lilholts folk, og de mener, at Kræmmerpladsen i Vig suverænt er den bedste plads som alternativ til Pottegården, siger Torben Møller fra FK Odsherred.
Fremover vil Lilholt-koncerterne blive arrangeret i et samarbejde mellem FK Odsherred, Vig Familieby og Vig Tuske- og Kræmmermarked.
- Opsætningen bliver nogenlunde den samme som på Pottegården, men vi får brug for dobbelt så mange frivillige hjælpere, fordi vi nu også skal tage os af mad, øl og vin. Vi skal vel bruge 60 folk mere, siger Torben Møller.
- På den nye placering får vi plads til 5000-6000 mennesker, hvor der kan være 2200 på Pottegårdens p-plads. Der vil være potentiale og muligheder for at sælge flere billetter, og det vil vi selvfølgelig gå efter.
- Det bliver tæt på tog-stationen, så folk vil kunne køre til og fra koncerten i tog i stedet for at kæmpe for at få en taxa. Og det er i cykelafstand fra sommerhusområdet på Lyngen og Pottegården. Vi får virkelig gode parkeringsfodhold meget tæt på koncerten, siger Torben Møller, der i Vigs foreningsliv har mødt begejstring for, at openair-koncerten nu kommer til Vig.
- Det kolliderer ikke med Vig Festival, fordi det her er et helt andet setup og en anden målgrupppe, mener Torben Møller.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her