
Ifølge foreningen Balance Danmark er der 434 statslige arbejdspladser i Odsherred Kommune, og i perioden 2015 til 2020 har der været en stigning på 80 nye statslige arbejdspladser til Odsherred.
Ifølge borgmester, Thomas Adelskov (S), kan størstedelen af stigningen tilskrives at et øget antal minører er flyttet fra Holmen til frømandskorpsets faciliteter i Konsgøre.
Det er fint, lyder det fra borgmesteren, men grundlæggende er han langt fra imponeret over antallet af statslige arbejdspladser i Odsherred.
»Særligt er jeg skuffet over at kulturministeriet har nedlagt scenekunstuddannelsen. Regeringen har udmeldt en målsætning om at sprede uddannelser i Danmark, og her har man truffet den stik modsatte beslutning. Vi havde håbet at få en andel af de nye arbejdspladser i Skat, og vi har også udpeget lokaliteter, som var særligt egnede til dette. Her valgte man tidligere at lægge de arbejdspladser i DSB-stationsbyer, og fortsætter man ad det spor, så har vi med lokaltog et uretfærdigt og rigtigt dårligt udgangspunkt,« siger han.
Formanden for Balance Danmark, Kim Ruberg, mener, at reelle ændringer først sker, hvis man ændrer på den centralisering, der sker uden om det politiske systems beslutninger.
»Samtidig med danmarkshistoriens største samlede flytning af statslige arbejdspladser foregår der en underliggende centralisering, som bare bliver ved med at pumpe nye statslige arbejdspladser ind i hovedstaden. Det sker helt uden politiske aftaler, og på trods af at et flertal i folketinget ønsker, at nye statslige arbejdspladser som udgangspunkt skal placeres uden for hovedstaden,« siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her