
- Jeg hylder først og fremmest de unge menneskers ret til selv at vælge uddannelse. Jeg troede forslaget om elevloft i Holbæk var en hjælpende hånd til de små gymnasiers elevtal, men jeg er da ked af, hvis det i virkeligheden ikke løser problemet, siger regionsrådsmedlem Julie Jacobsen (DF).
Sammen med de andre medlemmer af regionsrådet stemte hun i sidste uge for et forslag om at indføre en kapacitetsbegrænsning på Stenshus Gymnasium i Holbæk, for at forhindre, at for mange elever fra Odsherred vælger Holbæk-gymnasiet frem for Odsherreds Gymnasium i Asnæs.
Odsherreds Gymnasium har de senere år haft markant fald i elevsøgningen. Rektor Niels-Peter Babalola Andersson har kritiseret regionsrådets beslutning, fordi der blot er fjernet en overkapacitet på Stenhus Gymnasium.
Julie Jacobsen var ikke klar over, at der sidste år var 50 ledige pladser på Stenhus Gymnasium, som stort set svarer til det antal elever regionsrådet har beskåret gymnasiet med.
Felex Pedersen (S), som også sidder i regionsrådet, mener ikke de 50 ledige pladser betyder noget for beslutningen om elevloft.
- Vi kan ikke vide, hvor folk søger hen næste år. Hele tanken er i bund og grund, at arbejde for, at bibeholde de små uddannelsessteder i udkantsdanmark, siger han.
Felex Pedersen peger på, at regionsrådets seneste beslutning også er et signal om, at man kan handle, hvis Stenhus Gymnasium skulle gå hen og få meget stor tilslutning af elever.
- Den mulighed er nu lukket. Havde vi ikke et gymnasium og andre ungdomsuddannelser i Odsherred, så er der ingen tvivl om, at uddannelsesniveauet ville falde, siger Felex Pedersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her