

Se billedserie
- Vi skal nok nå at blive færdige til torsdag, siger maleren, der er ved at spartle væggene i Odsherreds Kunstmuseums nyombyggede indgang i Asnæs.
- Det bliver også den nye indgang til Geopark Odsherred, siger Hans-Jørgen Olsen, geoparkens direktør.
- Indgangen til den del, der har med kunst og kunstnerne at gøre - i forhold til landskabet, tilføjer direktøren.
Torsdag indvies Geopark Odsherreds nye og tredje info-punkt, en geopark-introducerende udstilling, på Odsherreds Kunstmuseum. I forvejen har geoparken to info-punkter - i Det Vilde Køkken i Klint og hos VisitOdsherred i Tinghuset i Nykøbing.
Info-punkterne er udført i samarbejde mellem Geopark Odsherred, udstillingsarkitekt Uffe Kurtzweil, designstuen Yoke og museumsudvikler Tine Nygaard.
- Det her er en styrkelse af samarbejdet mellem Geopark Odsherred og Museum Vestsjælland. Nu er vi flyttet sammen, siger museumsleder Britta Tøndborg.
I hvert info-punkt er en udstilling, der giver indblik i Odsherreds geologi og inspirerer til opdagelser i landskabet.
Gæsterne kan opleve landskabets udvikling ved at se udsigten fra Vejrhøj gennem en slags 3D-kikkert - udsigten er rekonstrueret i tids-nedslag.
Får man lyst til at se nogle af de Odsherreds-malerier, som omtales i info-punktets afdeling om kunstnerne, er der mulighed for det inde på museet.
I info-punktets gennemgang af kunstnerne, og hvor i geoparken man kan finde deres motiver, er J.Th. Lundbye med som den ældste og Jesper Christiansen som den yngste.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her