

Se billedserie
Lars Gjerlufsen, forstander på Den Rytmiske Højskole i Jyderup ved Vig, blev på fredagens generalforsamling i Vig Festival indvalgt som nyt medlem af festivalbestyrelsen.
Han skal sidde som repræsentant for den ene af de tre moderforeninger, Vig Idrætsforening, og erstatter Ole Larsen som bestyrelsesmedlem. Denne sagde helt farvel til bestyrelsen, og til sin formandspost, på grund af dårligt helbred.
Den nye formand for bestyrelsen vælges på et snarligt konstituerende møde.
- Formanden skal - efter vedtægterne - vælges blandt de tre repræsentanter for de tre moderforeninger Trundholm FC, Vig Idrætsforening og Vig Gymnastikforening, oplyser den afgående formand Ole Larsen.
Mens Lars Gjerlufsen er indstillet af Vig Idrætsforening, sidder Kenneth Ravn som indstillet af Vig Gymnastikforening og Pia Sanggaard som repræsentant for Trundholm FC.
Jesper Hagelund og næstformand Mette Vadsager var på valg til »åbne« poster i bestyrelsen og blev genvalgt.
Det samme gjorde de to suppleanter Jørn Hansen og Anders Schrøder.
På generalforsamlingen var der taler til den afgående formand Ole Larsen, der i sine fire år på posten har stået i spidsen for en stram, økonomisk genopretningsplan.
Han blev takket og rost for sin store indsats og blev beskrevet som en kontant, hård og ærlig fyr med hjertet på rette sted og en særlig kærlighed til festivalen.
Talerne kunne dog fuldt ud forstå, at han nu trækker sig på grund af svigtende helbred.
- Jeg vil stadig være en del af festivalen, men lige nu skal jeg have en pause, siger Ole Larsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her