

Se billedserie
Politiet arbejder fortsat på højtryk i efterforskningen af branden på Færgevej 4 i Gundestrup torsdag den 14. februar, hvor den 65-årige Finn Steensen Ørsdahl blev fundet død, efter angiveligt at være blevet tæsket ihjel, før huset blev sat i brand.
Politiet mangler fortsat at høre fra vidner, som har set eller hørt noget, som kan lede dem videre i efterforskningen.
- Vi vil især meget gerne høre fra to personer, som er blevet observeret på brandstedet onsdag morgen i denne uge, siger pressemeterarbejder hos Midt- og Vestsjællands politi, Martin Bjerregaard.
De to personer, som blev set af en forbipasserende ved ejendommen på Færgevej 4 omkring klokken 8.45, gik rundt inde ved huset.
De var kørende i en mørk stationcar-lignende bil.
Politiet sendte en patrulje til stedet, men da var bilen og de to personer forsvundet igen.
- Vi mistænker dem ikke for noget. De har måske været forbi for at købe nogle af de bil-reservedele, som afdøde tidligere forhandlede. Men vi vil meget gerne høre om, hvad deres ærinde var på stedet, og måske de kan komme med nogle oplysninger om den dræbte Finn Steensen Ørsdahl, siger Martin Bjerregaard.
Det er fastslået, at branden var påsat med flere arnesteder, men ellers står politiet på noget nær bar bund i efterforskningen.
- Vi ved, at den 65-årige blev set kørende i sin bil ved Tuse Låge dagen inden branden om formiddagen. Måske på vej ind til Holbæk. Nogen må vide det. Vi vil gerne høre fra alle, som har set eller hørt noget, siger Martin Bjerregaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her