
Hvis alt går efter planen, skal Lars Lilholt med band på scenen på Vig Kræmmerplads fredag den 30. juli - en koncert, der sidste år måtte aflyses på grund af forsamlingsloftets størrelse.
Tidligere har koncerten været en årligt tilbagevendende tradition på Pottegården på Ellinge Lyng.
Lars Lilholt Band har indgået aftale med FK Odsherred, Vig Familieby og Vig Tuske- og Kræmmermarked om openair-koncerten, og i modsætning til problemerne med at regulere antallet af gæster på det aktuelt nedlukkende kræmmermarked kan der skrues op og ned på størrelsen af Lilholt-koncerten.
- Vi har lagt koncerten i et område af kræmmerpladsen, så vi kan hegne koncertpladsen ind og styre, hvor mange der bliver lukket ind.
- Planerne er på plads nu, så vi kan gå i gang, hvis vi får lov til det, siger Søren Helbo fra Vig Tuske- og Kræmmermarked.
Torben Møller, FK Odsherred, har tidligere oplyst, at koncertens størrelse kan reguleres efter, hvilke restriktioner der gælder til den tid.
- Bands og bookere er begyndt at arbejde med koncerter, hvor der ikke er så stort gear med, for at tilpasse sig arrangørernes behov.
- Det gælder også Lars Lilholt - vi er i dialog med ham om forskellige set-ups: 500 gæster, 1000 gæster eller 2000 som vi plejer, hvis det kan lade sig gøre, siger Torben Møller.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her