
Det er øjensynligt svært at få en forretning ud af at drive udskænkning i det stolte gamle Hotel Odsherred på Algade 37 i Nykøbing.
Senest er selskabet Hotel Odsherred IVS taget under konkursbehandling af Skifteretten i Holbæk.
Det skete ved et dekret af 30. november.
Tidligere på året blev ejeren af et selskab ved navn E15-Hotel Odsherred, Jesper Jakobsen, begæret konkurs, og selskabet ophørte ifølge CVR-registret den 2. marts 2017.
Det er parret Jesper Jakobsen og Gudrun Johanna Jakobsen, der det seneste par år har drevet stedet, som også, før de kom til, havde en omskiftelig tilværelse.
Tilbage i 2013 kastede ejeren af Hotel Odsherred Jan Henriksen fra Odense håndklædet i ringen og lod hotel let og seks andre markante Nykøbing-ejendomme gå på tvangsauktion.
Et stykke tid forinden havde en forpagter forladt stedet med en gæld til Jan Henriksen.
Det blev Nykredit, der overtog ejendommen og herefter lejede lokalerne ud til Leif Pedersen og Kaj Grove. Da de fortalte om planerne til Nordvestnyt i juli 2014, var det meningen, at makkerparret ville købe hotellet.
Sådan gik det ikke, for ejendommen ejes i dag af Aurora Ejendomme ApS - et selskab, der har hjemme i Rødovre. Nu og her er der vintertomt uden for og inde i det gamle hotel.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her