
Måske var det nogen, der kendte Finn Steensen Ørsdahl, eller måske var det bare nysgerrige forbipasserende, der onsdag morgen blev set gående rundt inde på brandtomten på Færgevej 4, hvor den 65-årige beboer blev fundet dræbt i sit hjem, der brændte torsdag den 14. februar.
Men trods opfordring fra politiet, så har der endnu ikke været nogen, der har givet sig til kende overfor politiet.
- De to er stadig ikke identificeret, og det kan jo være, det bare er nogen, der har villet lægge blomster. Det er der nogen, der gør - også indenfor afspærringen, konstaterer efterforskningsleder Bjørke Kierkegaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Det er jo et gerningssted, så jeg vil gerne opfordre til, at man holder sig udenfor afspærringen, siger han videre.
De to personer blev set på ejendommen omkring klokken 8:45, hvor de blev set af en forbipasserende, som har beskrevet, at de var kørende i en stationcar-lignende bil. Men da politipatruljen nåede frem, var både personer og bil forsvundet igen.
- Vi har ikke nogen formodning om, at de har lavet noget kriminelt på stedet, men det er blot ønskeligt for politiet, sammenholdt med den øvrige informationsindsamling om personer og køretøjer med videre i området, at få dem identificeret for at få muligheden for at afhøre om deres kendskab til offeret, supplerer kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard overfor Nordvestnyt.
Politiet har brugt mange timer på at forhøre sig hos beboere i området i forsøget på at få puslespillet og persongalleriet på plads i den opsigtsvækkende sag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her