

Se billedserie
Formidlingscenter Fisk & Fjord Rørvig er ude med snøren for at skaffe fonds- og støttemidler til byggeri og drift af et kommende formidlingscenter på Rørvig Havn, og der er allerede bid fra to Odsherred-håndværksfirmaer, der støtter byggeprojektet med i alt cirka en kvart mio. kr. i arbejdstimer.
Øens Elektriker i Fårevejle, ved el-installatør Jan Nielsen, vil give arbejdstimerne forbundet med el-arbejdet, og Rørvig Hestehave VVS, ved Martin Olsen, giver arbejdstimerne til vvs-delen.
- Nu har vi fået lagt en bund til at søge fondsmidler fra. Vi kan nu vise fondene, at vi har lokal opbakning. Det er fantastisk, at vi har fået to lokale håndværksfirmaer med, siger Søren Lund.
Han sidder i bestyrelsens udvalg, der skal søge fondsmidler og andre bidrag til byggeri og drift af formidlingscentret med blandt andet et stort saltvands-akvarium og et æg-klækkeri.
I alt skal der bruges fire mio. kr. til at opføre bygningen på Rørvig Havn, og der søges fire-otte mio. kr. til drift af formidlingstjenesten.
- Inden juni skal vi have været i mundtlig dialog med alle de fonde, vi vil søge. Vi har kun et skud at sende af sted til hver af dem, så det er vigtigt med en god dialog, siger Søren Lund.
Om baggrunden for at støtte Formidlingscenter Fisk & Fjord Rørvig siger Einar Olsen, Rørvig Hestehave VVS:
- Det er et godt lokalt projekt, og vi er glade for området. Vores fritidshusejere - og også jeg selv - fisker meget, og vi kan jo se, hvor glade børn bliver ved at se levende fisk, siger Einar Olsen.
- Når vi går ind og støtter, så kan fondene se, at området selv vil lægge noget i projektet, siger Einar Olsen.
El-installatør Jan Nielsen har sin firma Øens Elektriker i Fårevejle men er for to år siden flyttet til Rørvig.
- Vi har lært en del dejlige mennesker at kende ved at melde os ind i Rørvig fiskeklub og har hørt meget om formidlingscentret, som vi synes er et rigtigt godt projekt.
- Der bliver gjort et stort, frivilligt arbejde fra fiskeklubbens side - de brænder for det, siger Jan Nielsen.
Rørvig-afdelingen af Dansk Amatørfiskerforening, DAFF, med Geopark Odsherred som partner, står bag Formidlingscenter Fisk & Fjord Rørvig.
Næstformand i bestyrelsen, Jakob Walløe Hansen, der repræsenterer Geopark Odsherred, glæder sig over bidragene fra firmaerne.
- Det er guld værd her i opstarts-fasen, siger han.
Næstformanden håber, at Odsherred Kommune vil bidrage med en støtte-tilkendegivelse.
- Vi vil stå stærkere i fondsansøgningerne med en anbefaling fra kommunen, siger Jakob Walløe Hansen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her