

Se billedserie
Ansøgningsfristen til LAG-støtte er den 27. marts 2019. Og puljen er på næsten fire millioner kroner, når bestyrelsen i LAG-Midt- Nordvestsjælland om et par måneder skal vurdere, hvem der skal have en økonomisk håndsrækning til at komme i gang med deres projekter.
Det fortalte LAG-koordinator Stig Andersen på et informationsmøde, som Odsherred Erhvervsforum holdt tirsdag eftermiddag i festsalen i SuperBrugsen i Højby.
LAG-midlerne kan søges af erhvervsfolk, private og foreninger, og de 20 fremmødte var da også fra enten erhvervslivet eller en forening.
LAG-Midt-Nordvestsjælland er selv en forening, som støtter projekter i fem kommuner: Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Lejre og Sorø Kommuner. Pengene til projekterne stammer fra EU, og da en ny budgetcyklus endnu ikke er på plads i Bruxelles, understregede Stig Andersen, at man kan risikere, at uddelingen i marts kan være den sidste inden 2022. Den er under alle omstændigheder den sidste i år.
LAG står for Lokale Aktionsgrupper. Der er 26 LAG'er i hele landet - og de dækker 56 kommuner. Grupperne skal understøtte udvikling og innovation i lokalområderne.
Stig Andersen viste en oversigt over, hvilke Odsherred-projekter der igennem årene har fået støtte -eksempelvis Dragsholm Slot, Isøre Is og Rørvig Kajakklub.
Stig Andersen oplyste, at støtten kan være op til 50 procent af projekt-budgettet, dog højest 400.000 kr. Et omfattende revisionssystem betyder, at man skal have godt styr på fakturaerne.
- Man skal overveje med sig selv, hvordan man har det med et relativt stift system, sagde Stig Andersen, som pointerede, at LAG-koordinatorerne i Jyderup gerne vejleder, inden ansøgningen sendes af sted.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her