19. oktober 2019
Statens Ejendomsselskab har indgået en betinget salgsaftale med en investor, der vil omdanne det tidligere Esbønderup Hospital til boliger. Foto Allan Nørregaard
Statens Ejendomsselskab har indgået en betinget salgsaftale med en investor, der vil omdanne det tidligere Esbønderup Hospital til boliger. Foto Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tidligere hospital er nu solgt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere hospital er nu solgt
Nordsjælland - 19. december 2018 kl. 04:10
Af Jesper Sabroe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Landsbyen Esbønderup med 1200 indbyggere kan se frem til en befolkningsvækst på omkring 10 procent, hvis en investor får lov at omdanne det tidligere hospital i byen til boliger.

Statens Ejendomsselskab Freja, der for lige over to måneder siden købte bygningerne fra Region Hovedstaden, har netop indgået en aftale med en investor. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi oplyser aldrig, hvem der køber vores ejendomme. Men jeg kan bekræfte, at der er indgået en betinget købsaftale. Aftalen er betinget af, at der kommer en ny lokalplan for området, som tillader boliger, siger Frejas salgschef Per Kondrup.

Området er i dag udlagt til offentlige formål med en bebyggelsesprocent på 60. I sit salgsmateriale har Freja anslået, at der kan skabes 125 boliger på hver 80 kvadratmeter i de eksisterende bygninger på det nedlagte hospital i Esbønderup.

- Esbønderup ligger i Kongernes Nordsjælland i et naturskønt område tæt på Esrum sø. Det vil være oplagt at udnytte de smukke omgivelser og omdanne sygehuset til en blanding af plejeboliger, ungdomsboliger og familieboliger, fortalte projektleder i Freja Frank Helner Venset, da Freja overtog bygningerne fra regionen.

Der har været sygehus i Esbønderup siden 1755. Bygningerne har stået tomme i nogle år og har senest været benyttet som Røde Kors flygtningecenter.

- Vi oplever generelt at der lige nu er god efterspørgsel efter vores ejendomme i markedet. Vi sælger mange ældre ejendomme, som kan konverteres til boliger, siger Per Kondrup.

Gribskov kommune har tidligere været ude med meldingen, at man vil være en aktiv medspiller omkring Esbønderup.

Pernille Søndergaard (NytGribskov), formand for Gribskovs udvalg for Udvikling, By og Land sagde for to måneder siden til Frederiksborg Amts Avis, at hvis der kommer en ansøgning fra investorer om at omdanne området til for eksempel boliger, så er man parat til at tage dialogen om, hvordan en lokalplan kan vedtages.