
Fra oktober 2013 til december 2017 har Frederikssund Kommune betalt 37,5 millioner kroner for ekstern rådgivning omkring bydudviklingsprojektet Vinge. Det fremgår af en række dokumenter, som Frederiksborg Amts Avis har fået aktindsigt i.
Kommunen har fået juridisk bistand fra advokatselskabet Horten, som i alt har modtaget knap 29 millioner kroner fra kommunen, mens konsulentvirksomheden Bendix Consult har fået knap 8,5 millioner kroner.
Om det er rimeligt at bruge de beløb på bistand, har borgmester John Schmidt Andersen (V) selv svært ved at vurdere.
- Når man har at gøre med så stort et projekt som Vinge, er det rimeligt at hente hjælp udefra. Om det er for mange penge, er svært at svare på, men vi har i hvert fald ikke fået en rådgivning, som har medført det ønskede resultat, og derfor kan man godt sige, at vi har fået en dårlig rådgivning, siger borgmesteren.
Han håber, at parterne snarest kan mødes og drøfte den hidtidige rådgivning.
- Det er for tidligt at sige, om vi vil gøre krav på erstatning, og jeg håber, at vi kan finde en løsning i mindelighed, siger John Schmidt Andersen.
Kommunaldirektør Ole Jacobsen oplyser, at samarbejdet med de to rådgivere ophørte i midten af december sidste år.
Bendix Consult ønsker ikke at kommentere sagen. Trods flere forsøg er det heller ikke lykkes at få en kommentar fra Horten.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis torsdag den 11. januar.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her