

Se billedserie
Er man i tvivl om noget indenfor det lokale erhvervsliv, så ringer man da til Mette.
Mette Østergaard har siden starten været personificeringen af een indgang til kommunen i Næstved Erhvervs regi, hun er kvinden med snor i værksætterne og det seneste års tid også kvinden med styr på detailhandelen - og alt muligt andet.
Men det er slut næste fredag.
Efter otte år i erhvervslivets tjeneste skal der ske noget nyt:
- Jeg kan godt lide at uddanne mig, der skal ske noget nyt en gang imellem, og det er jo ikke hver dag, man får det tilbud, siger 47-årige Mette Østergaard om det nye job hos erhvervsmægler Jakob Duemose.
- Vi havde så mange sager sammen i foråret, at jeg sagde, at jeg da ligeså godt kunne sidde hos ham, og det var han enig i, siger Mette Østergaard, der pt. har titel af erhvervskonsulent.
De fælles sager handlede om at finde egnede lokaler til iværksættere og virksomheder i Næstved, hvilket bliver hendes fuldtidsjob fremover. Hun starter i Toldbodgade 1. september med titlen erhvervsrådgiver og efter et par uger begynder hun på uddannelsen til diplomvaluar.
Næstved Erhverv har fået 59 ansøgere til det ledige job som erhvervskonsulent, og den nye m/k ventes at være på plads 1. oktober.
Der er afskedsreception for Mette Østergaard hos Næstved Erhverv fredag 31. august kl. 13.30-16.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her